Advertise on podcast: Kaffe & Ledelse

Skal der virkelig en leder til at godkende en tube tandpasta? Anders Jerger fortæller om en medarbejder, der spørger om lov til at købe tandpasta til børn, som har glemt den på koloni. En lille situation, som åbner et større spørgsmål: Hvad har vi lært hinanden om, hvem der må træffe en beslutning? I dette afsnit af Kaffe & Ledelse møder jeg Kristine Schroll, formand for Lederforeningen i BUPL, og Anders Jerger, dagtilbudsleder i Børnehuset Sjællandsbroen, til en samtale om tiden til at lede og det faglige råderum, vi både efterlyser og kan komme til at begrænse. Anders har arbejdet med at give medarbejderne plads til at handle selv. Det kræver, at hans opbakning holder, også når en forælder er utilfreds. Kristine bringer ledernes egne vilkår ind: For hvor frit kan man lede, hvis man selv arbejder i et system, der taler om tillid og slår hårdt ned, når nogen begår en fejl? Jeg bliver optaget af, hvor meget vi selv er viklet ind i det. Vi ønsker medarbejdere, der bruger deres dømmekraft. Men kan vi lade deres beslutning stå, når vi selv ville have valgt anderledes? En samtale om pædagogisk faglighed, modet til at lede opad og alle de beslutninger, der ender på lederens bord.

Vi siger ”KL-drengene” med varme i stemmen. Lige indtil regnestykket rammer vores egen kommune. Det er hypotesen, jeg tager med ind i dette afsnit af Kaffe & Ledelse, hvor jeg møder Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL, til en samtale om at samle 98 kommuner, hvis virkeligheder og behov langt fra er ens. Vi taler om tilliden, der bliver sat på prøve, når et enigt byråd har fået budgettet på plads, og telefonen ringer fra KL med beskeden om, at tallene alligevel ikke går. Om at stå fast på sine værdier under pres og forstå en lokal frustration, selvom man ikke kan imødekomme den. Vi vender også tilbage til coronatiden, hvor KL’s mails hjalp kommunerne gennem en ukendt hverdag. For hvornår bliver hjælpen så omfattende, at man vænner sig til at vente på svaret frem for selv at tage ansvaret? Undervejs får vi både en kop kaffe med et råd, der har fulgt Kristian i 30 år, og historien om, hvorfor man skal være varsom med at kalde en islandsk hest for en pony. En samtale om ledelse, fælles ansvar og alt det, der skal hænge sammen, når regnestykket møder virkeligheden.

Faglig ledelse rummer et uudnyttet potentiale, fordi vi taler for lidt om magt og loyalitet. Det er hypotesen, jeg tager med ind i denne livedebat i Kaffe & Ledelse. Her møder jeg Anne Madsen, leder af Ungeenheden i Gladsaxe Kommune, Birgit Larsen, faglig koordinator i Jobcenter Køge Kommune, og Sif Ankjær Wolff, tillidsrepræsentant og børn- og ungerådgiver i specialrådgivningen i Frederiksberg Kommune. Vi taler om, hvem der får lov til at definere god faglighed, og hvad der sker med magten, når vi kalder organisationen flad. Om loyaliteten over for borgeren, kollegerne og ledelsen, når hensynene trækker i hver sin retning. Og om at få frihed til at bruge sin dømmekraft efter mange år med faste krav og arbejdsgange. For hvad fortæller stilheden på et møde? Er alle enige, eller har man lært, hvad det koster at sige noget? Undervejs kommer en skarp refleksion fra salen: Hvordan skal en leder kunne reagere på problemerne, hvis ingen tør gøre opmærksom på dem? Det rejser spørgsmålet om, hvornår det mest loyale, man kan gøre, er at sige fra. En samtale om magt, faglig integritet og det ansvar, der følger med at give plads til andres stemmer. Dette er livedebat 2 afholdt til Dansk Socialrådgivernes faglige fællesskabsdag.

Fagligheden vakler, hvis ansvaret alene ender hos lederen. Det er hypotesen, jeg tager med ind i denne livedebat i Kaffe & Ledelse. Her møder jeg Julie Manum, familiekonsulent i Frederiksberg Kommune, Monika Jasinska, faglig koordinator i Stofrådgivningen i Frederikssund Kommune, og Sille Kiær-Christensen, områdechef i Din Sociale Indgang, Børn og Unge i Københavns Kommune. Vi taler om, hvad der sker, når regler og procedurer fylder så meget, at borgeren risikerer at blive sekundær. Om koordinatorens plads mellem kolleger og ledelse, og om hvem der egentlig skal tage ansvaret, når en vanskelig sag kalder på både faglig dømmekraft og en beslutning. For hvordan skaber man plads til at tænke sammen i en hverdag, hvor dokumentationen, udskiftningen af kolleger og forventningerne fra mange sider presser sig på? Og så bliver jeg selv udfordret. Da jeg efterspørger konkrete løsninger, stopper Julie mig: Har vi overhovedet undersøgt problemet godt nok til at begynde at løse det? En samtale om fagligt fællesskab, tydeligt ansvar og viljen til at blive lidt længere i de spørgsmål, vi ellers har travlt med at besvare. Dette er livedebat 1 af 2 afholdt til Dansk Socialrådgivernes faglige fællesskabsdag.

Gæster: Stadsdirektør for Århus igennem de sidste 5 år, Martin Østergaard Christensen. Stadsdirektør for Odense igennem de sidste 2 år, Eik Møller.  Jeg kommer med en hypotese til dagens afsnit. De sværeste problemer i en kommune tilhører ingen og skal alligevel løses af nogen.  Mental mistrivsel. Arbejdskraftmangel. Borgernes forventningspres kontra ressourcer, Ulighed mellem boligområder. Klimaomstilling. De problemstillinger, kommunerne bruger mest energi på, har det til fælles, at de ikke tilhører nogen. De ligger ikke i én forvaltning, kan ikke løses af ét budget alene og passer ikke ind i én mono faglig tænkning. De går på tværs af en organisation, der er bygget i søjler. Reformerne lander på samme måde. Sundhed, ældre, beskæftigelse, folkeskole - hver med sin egen tidsplan, alle med krav om, at noget skal hænge sammen på tværs. Og oven i det kommer teknologien. Kunstig intelligens, der bliver koblet til håbet om højere kvalitet og mindre administration, men hvor forventning og erfaring endnu ikke følges ad. Cybersikkerhed, der er rykket helt ind i topledelsens rum, fordi en teknisk beslutning hurtigt bliver et spørgsmål om drift, beredskab og politisk ansvar. Det er dét, dette afsnit handler om. Hvordan man leder på tværs af en organisation, hvor det meste i dag er organiseret vertikalt. Til det har jeg inviteret to, der sidder præcis dér, hvor trådene mødes i de 2 næststørste kommuner i Danmark.

Hvis vi vil frisætte medarbejderne, må vi først undersøge, hvad vi selv holder fast i som ledere. Den tanke er omdrejningspunktet i dette afsnit af Kaffe & Ledelse, optaget på den sidste dag af min Masterclass i Frisat Ledelse med ledere og konsulenter fra Faxe Kommunes beskæftigelsesindsats. Med omkring bordet er Mia Westergaard, Britt Røpke, Lene Dahl, Louise Hallberg Friis Sørensen, Henriette Durup Johansen, Trine Lykke og Troels van Dijk. Vi taler om at give slip på ansvaret for, at alting lykkes, og opdage, at kollegerne stadig har brug for noget af det, man forsøger at lægge fra sig. Om at finde sin egen stemme i ledergruppen, invitere andre ind i sit ledelsesrum og sige højt, når en opgave føles som noget, man står alene med. Undervejs deler deltagerne den feedback, de netop har givet hinanden. Det bliver konkret: En kort besked kan skabe mere usikkerhed, end afsenderen aner. Hjælpsomhed kan tage overhånd. Og mange års samarbejde betyder ikke nødvendigvis, at man viser, hvem man er. Kaffen er denne gang skiftet ud med Asti, og vi vender også tilbage til begyndelsens skepsis: Hvad var det egentlig, Troels havde meldt dem til? En samtale om frisættelse, tillid og det arbejde med sig selv og hinanden, der følger med at ville lede anderledes. Link til Masterclass: www.mindcloud-hub.com/masterclass - nyt hold til Jan 2027

Hvordan leder man en hel kommune, når blikket på én aldrig kun er fagligt? I dette afsnit af Kaffe & Ledelse møder jeg Gladsaxes borgmester, Serdal Benli, til en samtale om politisk ledelse, dømmekraft og det særlige ansvar, der følger med at være den første borgmester i Danmark med ikkevestlig baggrund. Vi taler om forventningerne, der følger med borgmesterkæden. Om at stå fast på sit politiske kompas og samtidig repræsentere en hel kommune. Om at skabe tillid i en organisation med 6.000 medarbejdere, samle syv partier og træffe beslutninger i en hverdag, hvor toget sjældent standser. Og så taler vi om det ekstra blik. Den opmærksomhed, der betyder, at en fejl risikerer at blive læst som mere end en fejl, og at selv en flaske vin kan afsløre de forestillinger, andre allerede har gjort sig. En samtale om ledelse, identitet og kunsten at være borgmester uden at blive reduceret til et symbol.

Sæson 5 begynder her Fire sæsoner er afsluttet. Cirkusbygningen blev en finale. Samtalerne blev til bogen Ledelse mellem linjerne. Og nu begynder næste kapitel. I dette introafsnit samler Ayhan Gormez trådene og sætter retningen for sæson 5. Forandring er blevet et grundvilkår i organisationer, men hvad sker der, når tempoet stiger, kravene vokser, og kapaciteten ikke følger med? Måske handler modstand mod forandring ikke altid om manglende vilje. Måske mangler der ganske enkelt plads. Afsnittet bevæger sig ind i det spændingsfelt, som den nye sæson skal undersøge: mellem krav og kapacitet, mellem det vi siger højt, og det der foregår under overfladen. Undervejs løftes også sløret for nogle af efterårets kommende samtaler, før afsnittet slutter med en oplæsning fra Ledelse mellem linjerne om frisættelse, magt og det, der opstår, når de formelle strukturer træder tilbage. Velkommen til sæson 5 af Kaffe & Ledelse. Link til min bog: www.mindcloud-hub.com/bookteaser

I dette sidste afsnit af Kaffe & Ledelse sæson 4 samler Ayhan Gormez trådene efter et år med store temaer og stærke samtaler – fra ledelse uden sikkerhedsnet til tro, tvivl og teater. Han deler sine refleksioner efter sæsonfinalen i Cirkusbygningen, fortæller om de unge ledertalenter, der har gjort indtryk, og løfter sløret for, hvad der måske venter i sæson 5. Et personligt og eftertænksomt afsnit om at give slip, finde ro – og få øje på nye veje i ledelse og i livet.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Del 2 i Cirkusbygningen Kan humor, krop og teater åbne nye veje for ledelse – og hvordan balancerer vi mellem tvivl og retning i en uforudsigelig verden? I anden akt satte Omar Marzouk scenen med satire om klima, integration og humorens rolle i ledelse – en påmindelse om, at grin kan være livets balsam og et redskab til at tackle konflikter. Debatten blev ført videre af Lisbeth Knudsen, Andrrew Ethen Elliot Mogensen, Hassan Preisler og Marie Storkholm, der diskuterede magtens former – fra kroppen, kunsten og institutionerne til sundhedsvæsenets hverdag. Publikum pegede på, at ledelse mister tillid, når ledere ikke tør tage ansvar, eller når systemet betyder mere end mennesket. Senere trådte tre unge ledere – Leyla Eken, Nermina Klitgaard og Søren B. Sneftrup – frem på scenen med stærke personlige fortællinger om masker, tvivl, styrke og drømmen om et mere menneskeligt lederskab. Til sidst samlede en afsluttende debat med Per Helge, Gülcan Güven Grud, Troels Gottlieb og Mads Langer trådene: Fra musikalske rytmer som metafor for ledelse til chancelighed, autenticitet og spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig søger lederrollen. En aften, hvor tvivlen blev vist frem som en styrke – og teatermasken blev brugt til at afsløre mennesket bag lederrollen. Dette er del 2 af 2.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Sæsonfinale i Cirkusbygningen Hvordan ser fremtidens ledelse ud, når vi sætter mennesket før modellen – og tør invitere både tro og tvivl ind i lederrollen? I denne sæsonfinale fra Cirkusbygningen tager vi dig med ind i en aften, hvor unge ledere; Anna Magda Andersen, Camilla Jane Standhart & Mehmet Han Anik, deler deres personlige fortællinger om at tro på sig selv, balancen mellem karriere og familieliv og frygten for ikke at blive taget seriøst. Vi hører Mads Langer skabe en meditativ stemning med musik, og Henning Jensen udfolder, hvordan energi og kvantefysik kan bruges som metaforer for organisationer og ledelse. I debatten møder du bl.a. Alex Vanopslagh, Christian Have, Morten Kirkskov og Ann-Christina Andreasen, der udfordrer gamle ledelsesidealer og diskuterer: Skal vi give slip på magten – eller på kontrollen? Skal vi skabe regler – eller kulturer? Og til sidst træder tvivlen frem som en styrke: et vilkår, vi ikke skal skjule, men bruge som drivkraft for mere autentisk og bæredygtig ledelse. Tre unge ledere, Tenna Møller Næsager, Eluise Malling & Niclas Hansen satte ord på deres oplevelser i et iscenesat ”tvivlsmøde”. Dette er del 1 af 2.

Ledelse er ikke et regnestykke. Det er et menneskeligt drama. I denne sæsonfinale tager jeg dig med ind i et af de mest markante skift i vores tid: færre unge vil lede. Undersøgelser viser, at antallet af ledere under 35 år er faldet markant de seneste ti år, og at mange unge forlader lederrollen tidligt. Samtidig ser vi en smallere fødekæde af unge talenter – især i den offentlige sektor. For mig er det ikke bare en statistik, men et vigtigt spejl på, hvordan vi forstår og udøver ledelse i dag. Hvis ledelse opleves som kontrol, regneark og værktøjer, er det måske ikke så mærkeligt, at færre unge finder det meningsfuldt. Men hvis vi tør se ledelse som et menneskeligt drama, hvor følelser er drivkraften bag motivation, modstand og forandring – så åbner vi for en helt anden samtale. Med denne sæsonfinale ønsker jeg at udforske netop det spændingsfelt: Hvad sker der, når færre unge vil lede? Hvilke følelser ligger under overfladen i vores ledelseskultur? Og hvordan kan vi skabe en form for ledelse, der igen opleves som meningsfuld – også for den næste generation? Billet til sæsonfinalen: https://billetto.dk/e/tro-tvivl-teater-saesonfinale-kaffe-ledelse-billetter-1230579 Kilder: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14288648/talentfulde-unge-fravaelger-en-lederkarriere-i-det-offentlige?lang=da https://www.cphbusiness.dk/viden-og-inspiration/ny-forskning-derfor-vaelger-og-fravaelger-unge-ledervejen Goffman, E. (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. Garden City, NY: Doubleday.

Min gæst Tune Hein, fornyeligt stoppet hos Novo Nordisk, hvor Tune har arbejdet med upscaling og organisation. Er forfatter, foredragsholder og har mere end 20 års ledelseserfaring og i dag arbejder som konsulent/ledelsesrådigiver. Ville du sætte dig ind i et fly, hvis Airbus havde afskaffet ledelse? Ville du lægge dig på operationsbordet, hvis ingen havde ansvar for, hvad der skulle ske på stuen? Det lyder karikeret – og det er det også for eksemplets skyld. Men spørgsmålet rummer noget vigtigt: Hvad sker der, når ledelse forsvinder? Når rammen flyder, og ingen længere sætter retning? Vi befinder os i en tid, hvor fascinationen af ledelsesløse organisationer fylder mere og mere. Vi dropper titlerne. Vi ønsker flad struktur. Og vi ønsker at give folk frihed. Såsom at komme på arbejde når de har lyst Og holde ferie når de har lyst. Det lyder tillidsfuldt, nænsomt, frisættende. Men måske forveksler vi fravær af struktur med frihed? Vi taler om ansvar og medbestemmelse som idealer – og med god grund. Men det er sjældent, de opstår i tomrum. De opstår i rammer. I retning. I tydelighed. Og det er netop her, ledelse har sin berettigelse mener jeg. Ikke som kontrol. Ikke som dominans. Men som en nærværende praksis. Men ledelse er heller ikke staccato eller skal tænkes binært. Det er ikke enten frisættelse eller fastlåsning. Det er vel en levende bevægelse i spændingsfeltet mellem frihed og ansvar, mellem individuel faglighed og fælles retning. Men det bringer dog et andet spørgsmål op: Hvis vi ved, at god ledelse er nuanceret – hvorfor bliver den så sjældent udlevet sådan? Måske fordi mange af os – ledere som medarbejdere – bærer på erfaringen med dårlig ledelse. Vi har stået i magtspil. Følt os kontrolleret, overladt til os selv eller talt ned til. De oplevelser sætter sig. Ikke kun i os, men i den kollektive forestilling om, hvad ledelse er – og hvad den bør undgå at være. Så når nogen taler varmt om at afskaffe ledelse, er det måske ikke, fordi vi ikke ønsker ledelse. Måske ønsker vi bare noget andet, end det vi har oplevet. Måske handler modstanden mod ledelse ikke om et ønske om anarki – men om et håb om ikke at blive svigtet igen. Men i forsøget på at tage afstand risikerer vi at skubbe for langt. Pendler vi mellem poler – i stedet for at stå i midten og tage ansvar? Det er mine spørgsmål ind i dagens afsnit.

Min gæst er Morten Kirkskov, skuespilchef i det kgl. Teater, skuespiller, instruktør og forfatter. Ledelse af kultur er ikke en særlig art af ledelse – det er en udvidelse mener jeg. Den handler ikke kun om at gennemføre, men om at forløse. Ikke bare projekter, men mennesker. Ikke bare planer, men mening. I det krydsfelt, hvor kunstnerisk frihed møder institutionelt ansvar, forskydes selve logikken for, hvad ledelse er og kan være. Her må man skabe rum for det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Man kan ikke lede ud fra forudsigelighed alene – eller nøjes med KPI’er og tidsplaner. Det handler i højere grad om at lytte, mærke, vente. At have mod til at tøve, og evne til at holde rummet åbent, indtil det rigtige viser sig. Det er en ledelsesform, der kræver noget andet end kontrol – det kræver nærvær. Og det mærkes tydeligt: Ledelse er altid en personlig snak mener min gæst. Ikke en rolle, man tager på – men en samtale, man har med sig selv og sine omgivelser. Det handler ikke om at spørge hvem skal jeg være? – men om ærligt at undersøge hvem er jeg? Det kræver vedholdenhed og ærlighed. Og ikke mindst: at man ikke lader som om. I stedet for klassiske hierarkier og magtpositioner, opstår der et behov for en rolig struktur – en slags indre stilladsering, der kan rumme det eksperimenterende og det uberegnelige. En struktur, der ikke kvæler, men holder. Erfaringerne opstår ikke som svar på en manual, men gennem det levede. Som min gæst nævnte i vores indledende samtale: learning by burning. Der er ingen garanti – kun mod. Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden. Ledelse i denne form er også en form for kuratering: af mennesker, af ord, af fortællinger, af samfund. Det etiske rum er ikke bare et spørgsmål om ansvar – det er et spørgsmål om relevans. Hvad tør vi stille frem i lyset? Hvad vælger vi at bruge vores stemme til? Ofte viser det sig, at de gode beslutninger tager sig selv. Ikke fordi man trækker sig væk, men fordi man tør blive i processen længe nok til, at det rette kan folde sig ud. Det kræver rytmesans – ikke bare for tid, men for timing. Ikke bare i forhold til publikum, men i forhold til verden. Denne ledelse må leve med dobbeltheden. Den veksler konstant mellem at lede og lade sig lede. Mellem at have retning og give plads. Og midt i det hele må man kunne stå – ikke som ekspert, men som menneske. Som én, der ikke har regnet det hele ud, men som tør stå i det uvisse og alligevel tage ansvar. Det en samtale værdig. Og i den går vi tættere på disse erfaringer. Ikke som teori, men som levet praksis. Og måske – som en påmindelse om, at sand ledelse ikke handler om at finde de rigtige svar, men om at stille sig til rådighed for det rigtige spørgsmål.

Mine gæster er: Elisa Rimpler, Formand for BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Fagpolitisk leder, forhandler og organisator. Arbejder på at gøre det mere attraktivt at blive pædagog. Havde valget mellem copenhell og dette afsnit – og dejligt at Elisa valgte dette afsnit.   Gordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening. Har været knyttet til folkeskolen i snart 30 år, hvor Gordon ser folkeskolen som den væsentlige samfundsbærende institution. Brændende AGF-fan. Dorthe Boe Danbjørg, politisk leder af Dansk Sygeplejeråd. Dorthe beskriver, hvordan hun med en fyldt kalender er blevet bedre til at prioritere. Hun oplever samtidig en ny erkendelse af behovet for tid uden planer – et skift for hende, der ellers har et stærkt planlægger-gen.  Systemet presser fagligheden ud – tør vi se det i øjnene? Vi taler ofte om, at velfærdssamfundet hviler på stærke fagligheder som pædagoger, lærere, sygeplejersker, SOSU-assistenter og socialrådgivere og jeg kunne nævne flere. Professioner, som hver især løfter nogle af de mest komplekse, menneskenære opgaver i vores samfund.   Jeg oplever, at vi stadig behandler disse professioner som adskilte siloer, selvom deres opgaver i praksis krydser hinanden hele tiden. I barnets liv, i familiens møde med systemet, i skolen, på bostedet, i sundhedsplejen og på sygehuset. Vi taler om behovet for socialfaglige kompetencer, men hvordan ser vi egentlig på opgavernes kompleksitet – og på de systemer, der skal få det hele til at hænge sammen? Vi står i en situation, hvor flere af de mest samfundsbærende professioner i stigende grad vender ryggen til deres f*g. Ikke fordi de mangler kompetencer. Ikke fordi de ikke brænder for deres opgaver. Men fordi de ikke længere oplever, at deres faglighed får plads i hverdagen. Når jeg ser på tallene, bliver det tydeligt, at noget fundamentalt er galt: Taget fra en undersøgelse fra BUPL 2024, overvejer næsten hver anden pædagog at forlade faget, samtidig med at vi allerede mangler omkring 4.000 pædagoger (BUPL, 2024). En statistik fra Arbejdsbevægelsens erhvervsråd (2024) siger, at hver fjerde nyuddannede lærer har forladt folkeskolen inden for de første fem år efter ansættelse (AE-rådet, 2024). Ifølge en rundspørge i 2023 fra Dansk Socialrådgiverforening overvejer næsten halvdelen af socialrådgiverne på børne- og familieområdet at forlade området.  (DS, 2023). Fra november 2021 til 2022 forlod 4.600 sygeplejersker det offentlige sygehusvæsen – svarende til 13,3% af arbejdsstyrken (DSR, 2023). Samtidig vurderer Danske Professionshøjskoler, at vi i 2030 vil mangle over 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere (DPH, 2023). Der er noget, der ikke hænger sammen. Det handler ikke kun om løn og arbejdsvilkår – det handler også om mening, faglig stolthed og mulighed for at gøre det arbejde, man er uddannet til. Og det handler om samarbejde. Hvis vi skal lykkes med opgaverne, er vi nødt til at tænke langt mere tværfagligt – både i struktur og i kultur. Derfor inviterer jeg til en samtale. Ikke for at pege fingre, men for at stille de svære spørgsmål.