Advertise on podcast: 1001 Brændende Bøger

Den japanske forfatter Sayaka Murata er kendt for at skrive om mennesker, som har svært ved at tilpasse sig samfundets normer og opskrifter på det rigtige menneske. Og måske især på den rigtige kvinde. Og måske endda især, når det kommer til det med at skabe familier og have sex. Og på mange måder virker hendes bøger til at reflektere over eller spejle den faktiske virkelighed i Japan, hvor fødselsraten hører til blandt verdens laveste. Så lav endda, at en regering nogle år tilbage erklærede en decideret sexkrise, afledt igen af det, de betegnede som ‘cølibatsyndromet’. Som et eksempel på, hvor slemt det står til, svarede næsten halvdelen af de adspurgte 16-24-årige kvinder i en nyere undersøgelse, at de ikke var interesserede i eller ligefrem følte sig frastødte af sex. Og samtidig er der åbenbart i Japan de seneste år vokset en trend frem, hvor man tager konsekvensen heraf og i stedet for en romantisk og seksuel partner indgår såkaldte venskabsægteskaber. Alle sammen tendenser, som efterlader nogle store spørgsmål: Hvordan kommer Japans samfund til at se ud i fremtiden, hvis familiestrukturen bliver opløst? Hvad sker der med et menneske, når sex og kærlighed ikke længere forekommer dragende? Og hvad ligger mon til grund for, at så mange mennesker har mistet interessen for noget, som burde være så naturligt? Præcis det virker Murata til at undersøge i bogen ‘En svindende verden’. Og præcis det taler vi om med digter, Tom Kampmann.

I maj 1933 blev et af Europas mest progressive centre for seksualitet og seksuel frigørelse stormet i Berlin. Det såkaldte Institut für Sexualwissenschaft blev grundlagt i 1919 af lægen og sexologen Magnus Hirschfeld. Her forskede man i seksualitet, arbejdede for homoseksuelles rettigheder og forsøgte at skabe et samfund med større frihed for mennesker, hvis seksualitet og kønsidentitet brød med tidens normer. Men da nazisterne kom til magten blev instituttet, dets bibliotek og arkiver beslaglagt, og få dage senere blev bøger og materiale fra instituttet brændt på det store bål på Opernplatz i Berlin. Et stærkt symbol på det opgør, nazisterne indledte mod den seksuelle frigørelse, der havde præget dele af Weimarrepublikken. Tænk Babylon Berlin, Cabareter, fester, der aldrig stoppede. Men hvor omfattende var den frigørelse egentlig? Var denne såkaldte “dekadente” periode virkelig med til at bane vejen for nazisterne? Og hvad fortæller historien om forholdet mellem seksualitet og politik, stadig den dag i dag? Lyt med, når vi sammen med Johanna Thiery Aresvik taler om bogen, "Sex and the Weimar Republic."

Jeg tænker, at I også har hørt fortællingen om det Danmark, som især i 60’erne og 70’erne var kendt for sit store frisind. Et gæstfrit og åbent samfund, der omfavnede forskellighed. “Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her,” synger Gnags i deres kendte sang, Danmark. Men hvis du, ligesom jeg, er født i 90’erne eller senere, har du måske også haft lidt svært ved at genkende det billede i det Danmark, du selv er vokset op i. Et Danmark, hvor hele det politiske spektrum over mange år har bevæget sig længere og længere mod højre. Hvor indvandringsreglerne er blevet strammet, så Danmark i dag er blandt de lande, der stiller flest krav til mennesker, der ønsker at slå sig ned her. Og hvor racisme desværre stadig er en del af hverdagen for rigtig mange mennesker. I dagens afsnit af Brændende Bøger skal vi tale om en bog, der følger nogle af de første fremmedarbejdere, der rejser fra Pakistan til Danmark. Også selvom de nok ikke så sig selv fremmedarbejdere, men i stedet som individer på jagt efter succes, frihed, og muligheder. En drøm og et liv, som de i mange år lykkedes med at leve i den roman. Indtil racismen langsomt tager til. Og indtil deres hjemland og kultur igen begynder at trække i dem. Alt imens de efterlader et liv, og nogle børn, som på mange måder er splittet i midten mellem de to lande og kultur. Lyt med, når vi taler med forfatter Ayaz Shah om hans roman, De fremmede.

I 1930 udgiver den amerikanske forfatter William Faulker en bog ved navn As I lay dying, eller Da jeg lå for døden, på dansk. Ultrakort fortalt handler den om en fattig sydstatsfamilie, og deres tragiske rejse og strabadser for at få deres hustru og mor begravet. Hun har nemlig bedt om at blive begravet i sin hjemby Jefferson, og tiden er derfor meget knap, inden liget begynder at lugte og gå i forrådnelse i den trykkende varme. Der er omkring 60 kilometer derhen, og turen foregår med hestevogn. Alt synes imidlertid at arbejde imod deres mission: Floderne går over deres bredder, folk vender sig i afsky, når de kommer forbi, og undervejs begynder familien selv at gå i opløsning.  Lyt med, når vi sammen med forfatter og litteraturanmelder Bo Heimann rejser gennem Syden i Faulkners udødelige klassiker.

Forestil dig et menneske, der føler sig splittet i to. På den ene side finder vi en dannet, civiliseret mand med kærlighed til kunst, filosofi og klassisk musik. På den anden side er der så et dyr, en ensom ulv, som foragter det pæne borgerskab og længes efter at rive sig løs fra det hele. Sådan ser Hermann Hesses hovedperson Harry Haller sig selv i Steppeulven, der udkom i 1927. Det er en roman, som på mange måder virker til at være skrevet i skyggen af Første Verdenskrig, midt i en tid, hvor mange måske oplevede, at Europas gamle værdier ikke var gældende mere, en tid, som i bogen kaldes for syg. Steppeulven er derfor ikke kun en roman om et menneske i krise. Den er også et forsøg på at forstå identitet, ensomhed, kunst, begær og hvad der egentligt skete med det gamle Europa, efter krigen nulstillede alt. Og med tiden blev romanen faktisk til en af det tyvende århundredes mest indflydelsesrige bøger. Den blev omfavnet af bl.a. hippiebevægelsen, inspirerede musikere, kunstnere og tænkere – og bliver stadig i dag læst som en bog, der både diagnosticerer og forsøger at helbrede en sygdom i den moderne tilværelse. Lyt derfor med, når vi med forfatter Viggo Bjerring dykker ned, hvad der måske er Hermann Hesses mest berømte og indflydelsesrige roman.

Har du nogensinde læst en bog, der forestiller sig et land regeret af kvinder? Nej? Jeg har i hvert fald ledt længe og bredt, men uden at finde særlig mange. Egentlig skulle man tro, at det var et oplagt udgangspunkt for spekulativ fiktion – især for forfattere, der er trætte af flere århundreders patriarkat.Om det netop var drivkraften bag, skal jeg ikke kunne sige. Men i 2010 udgav den nicaraguanske forfatter og poet Gioconda Belli romanen El país de las mujeres, som nu for første gang er udkommet på dansk under titlen Kvindernes Land. I romanen undersøger Belli, hvad et gynokrati – et samfund, hvor kvinder sidder på magten – ville betyde. Ikke bare for økonomien og politikken, men også for hverdagslivet, mændenes selvværd og selvforståelse, børnene og ikke mindst kvinderne selv. Hvordan ville et sådant magtskifte forandre samfundet? Og ville det – kort sagt – gøre det lykkeligere? Handlingen udspiller sig i det fiktive land Faguas, som minder slående meget om Nicaragua, hvor Belli selv som ung kæmpede som revolutionær for en bedre virkelighed. Lyt derfor med, når vi taler om en utopisk vision skrevet af en digter, der gjorde sine vers til et politisk våben.

Forestil dig en verden, hvor brandmænd ikke slukker ildebrande, men starter dem. Hvor de rykker ud for at sætte ild til de få forbudte bøger, der stadig findes. En verden, hvor det at eje et digt eller en roman gør dig til kriminel. Hvor mennesker ikke skal dannes, men underholdes, så de aldrig behøver at tænke for længe over sig selv, deres følelser eller det samfund, de lever i. I 1953 udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury romanen Fahrenheit 451 – en bog, der siden er blevet stående som en af det tyvende århundredes mest berømte dystopier. Titlen henviser til den temperatur, hvor papir angiveligt selvantænder. Men romanen handler om langt mere end bøger.Den handler om massemedier og teknologi. Om frygten for det komplicerede, det tvetydige og det alt for menneskelige. Og om, hvad der sker med et samfund, når mennesker holder op med at læse, diskutere og stille spørgsmål. Lyt med, når vi – efter 123 afsnit af Brændende Bøger – omsider tager fat på den måske mest ikoniske roman om bogafbrændinger og undersøger dens advarsel mod glemsel, ensretning og konformitet, sammen med oversætter og forlægger, Anders Kousholt.

Han var der, da jeg havde sex første gang. Han er der, når man taler om Yahya Hassan. Når man taler om firserne, punkerne og afslutningen på punktiden. Når man taler om unge kunstnere, der begik selvmord. Om lysende talenter, der måske så verden lidt for klart. Michael Strunge er med andre ord uomgængelig, når det kommer til dansk poesi. På mange måder skrev han imod sin samtid — imod borgerligheden, forbrugssamfundet, yuppierne, hippierne og diskerne. Og så er der selvfølgelig hans død. Den 9. marts 1986 falder han ud af et vindue og dør blot 27 år gammel. Lyt med, når vi sammen med digteren Tom Kampmann taler om en af Danmarks største lyrikere nogensinde med udgangspunkt i digtsamlingen "Skrigerne!" fra 1980.  *Denne episode omtaler selvmord. Hvis du har brug for støtte, kan du finde hjælp hos Livslinjen på 70201201*

Et tomt rum. Fire kroppe. En tid, der ikke går. Sådan ser verden ud i Endgame, der er navnet på et ikonisk skuespil skrevet af den irske Samuel Beckett, der første gang blev opført i 1957, med den franske titel Fin de partie. Det er et skuespil som foregår i et lukket rum efter en form for apokalyptisk katastrofe. I toppen af rummet findes to små vinduer, som vender ud mod en verden, der måske ikke længere er der. Midt i rummet sidder Hamm i sin stol – blind og ude af stand til at bevæge sig. Omkring ham går en anden karakter ved navn Clov rundt, ude af stand til at sidde ned. Og langs væggen står to skraldespande så, som Hamms forældre, Nagg og Nell, bor i. De virker til at være fanget i en verden uden hverken udvikling og fremtid, hvor alt synes at gentage sig for evigt.  Der er med andre ord tale om et meget mystisk og absurd teaterstykke, som allerede ved premieren vakte stykket både fascination og forvirring. For hvad er det egentlig, vi ser her? Et drama uden egentlig handling? En verden efter verdens ende? Hvad betyder det? Betyder det noget?  Lyt med, når vi sammen med Ellen Hebsgaard drager ind i Beckets klaustrofobiske univers.

I Polen, 1933, udkommer en samling af fortællinger ved navn Kanelbutikkerne, som i dag regnes for et af det 20. århundredes mest særegne værker i europæisk litteratur. Forfatteren var den polsk-jødiske Bruno Schulz, som i dette værk fortæller om sine erindringer fra den lille provinsby, han kom fra, i det, der engang var Østrig-Ungarn. Det er en helt fantastisk bog, som utroligt smukt og billedmættet beskriver denne tid, geografi og verden og de mennesker, der bebor den. Men hvad der gør den særlig vild, er selve måden, den beskriver denne verden på. Hos Bruno Schulz er vi nemlig langt fra et strengt realistisk og objektivt sprog; her blomstrer, forvitrer og forandrer alting sig på barok vis, imens det konstant tager nye betydninger på sig. Vi ser nemlig verden gennem et barns øjne, og her åbner der sig evigt nye sidegader med hemmelige butikker, hvor mennesker viser sig at have skjulte hensigter og gøremål. En hensvunden verden, med andre ord, farvet af et barns fantasi, uvidenhed og nysgerrighed. Men samtidig hviler der en skygge over denne verden. Mindre end et årti efter bogens udgivelse forsvinder den for altid, og Bruno Schulz selv bliver myrdet under den nazistiske besættelse. Lyt med, når vi sammen med forfatter og kritiker Felix Thorsen Katzenelson taler om Schulz' overmodne mesterværk.

Sommerfugledalen, skrevet af den danske forfatter Inger Christensen, udkom i 1991, og regnes i dag som et af de mest betydningsfulde danske værker, ja, måske nogensinde. Og hvor nogle bøger skaber debat med deres indhold, har Sommerfugledalen snarere fascineret sine med sin specielle form, sit ekstremt brug af det danske sprog og med sin næsten matematiske præcision. Kort fortalt er det nemlig en sonetkrans – en samling digte, der hænger sammen i et cirkulært system, hvor bestemte linjer gentages og spejler hinanden. Men midt i denne stramme struktur folder en dybt sanselig og eksistentiel refleksion sig ud, hvor sommerfuglen tager forskellige betydninger på sig, som billeder på livets skønhed, skrøbelighed og på dets uundgåelige forgængelighed.  Mere end 30 år senere står Sommerfugledalen med andre ord tilbage som en moderne klassiker. Men hvad er det egentlig, der gør den så dragende? Er det dens formmæssige perfektion? Dens kredsen om døden? Eller er det netop spændingen mellem det strengt systematiske og det dybt menneskelige, der taler til os? Lyt med, når vi sammen med Agus Soewarta taler om Inger Christensens mesterværk.

Paris, slutningen af 1800-tallet. Det er en by, som mange forbinder med brede boulevarder, livlige caféer og elektrisk lys. Men lige under overfladen gemmer der sig en anden virkelighed—en, som den franske forfatter Joris-Karl Huysmans udforsker i sin berømte roman Fra dybet. Gennem hovedpersonen Durtal, der på mange måder spejler forfatteren selv, bliver vi ført ind i en verden af okkulte kredse, sorte messer og horrorhistorier fra middelalderen. Samtidig mærker vi en voksende lede ved det moderne liv—næsten som om den nede i dybet håbede på at finde frem til noget andet.  For Là-bas - som romanen hedder på fransk - er ikke kun en skandaleroman. Den er også en skarp kritik af sin samtid og en undersøgelse af en okkult underverden, der måske altid har eksisteret.  Lyt med, når vi sammen med Peter Christian Rude spørger, hvad det egentlig er, Huysmans søger dernede i dybet.

I 1847 udkom romanen Stormfulde Højder, eller Wuthering Heights, skrevet af Emily Brontë, under pseudonymet Ellis Bell. Og selvom den er næsten 180 år gammel, føles den på mange måder ret moderne. Kort fortalt er det historien om Catherine Earnshaw og Heathcliff, og om en kærlighed så voldsom, så destruktiv og altopslugende, at den simpelthen sprænger rammerne for moral, klasse og fornuft. Da romanen udkom i Viktoria-tiden blev den mødt med både chok og forargelse. Den blev kaldt brutal, usympatisk og direkte ubehagelig. I dag regnes den derimod som et hovedværk i den engelske litteratur, og som en af de mest intense kærlighedshistorier nogensinde skrevet. Men hvad er det ved romanen, der er så dragende, at vi stadig laver nye filmversioner af den dag i dag, med nogle af vor tids største og måske hotteste amerikanske skuespillere i hovedrollerne? Er det i virkeligheden en fan-fiction over Romeo og Julie, og hvorfor kan dagens gæst ikke lide den nye filmatisering? Om alt dette, og meget mere, i dagens afsnit af Brændende Bøger, hvor vi taler med Nanna Schmidt Nordestgaard.

I 1971 udkom bogen Latinamerikas åreladning, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Galeano. Bogen er siden blevet et af de mest indflydelsesrige værker om Latinamerikas historie og globale ulighed. Det er en ganske enestående bog, som forsøger at forklare, hvorfor et af verdens rigeste kontinenter målt på naturressourcer samtidig er forblevet et af de mest økonomisk ulige, ustabile og fattige – uanset hvor meget det producerer. Galeanos svar er på én gang enkelt og dybt urovækkende: Latinamerikas fattigdom er ikke et tilfælde, men resultatet af århundreders systematisk udplyndring – først under de europæiske kolonimagter, siden gennem den globale kapitalismes magtcentre, ikke mindst USA. Latinamerika er med andre ord blevet fattigt, fordi dets jord er rig. I bogen bevæger vi os fra sølvminerne i Bolivia over sukkerplantagerne i Caribien til olieudvindingen i Venezuela. Og igen og igen hører vi om interventioner, kup og diktatorer støttet af Storbritannien og USA, hver gang latinamerikanerne fik den idé selv at ville eje deres egen rigdom. Lyt derfor med, når vi sammen med Carla Raffaela Gianetti undersøger, hvordan Latinamerikas historie kan forstås som én lang åreladning. Når vi spørger, hvem der underudviklede verden syd for Rio Bravo – og hvem der den dag i dag betaler prisen for den rigdom, vi i Vesten næsten tager for givet. Og når vi til sidst diskuterer, om der overhovedet findes en vej ud af denne historiske ubalance.

“I Antarktis evige kulde fandt de den ultimative rædsel…” Sådan lyder teksten på forsiden af en bog, jeg for nylig fandt i et antikvariat. Den har en klassisk sci-fi-forside fra det forrige årtusinde med en farverig, tegnet illustration og titlen i kursiverede versaler. Titlen er: Vanviddets Bjerge. Forfatteren er H. P. Lovecraft, en af det 20. århundredes mest ikoniske forfattere og et sandt fyrtårn inden for horror-genren. Han står også bag novellen The Call of Cthulhu, som siden udviklede sig til en hel mytologi og et univers, der har inspireret generationer af rollespillere. Lyt derfor med, når vi sammen med Mikkel Vinther dykker ned i den ikoniske, kontroversielle og dybt indflydelsesrige Lovecraft – og undersøger, hvad de egentlig finder at the Mountains of Madness i Antarktis’ evige kulde…