Advertise on podcast: 1001 Brændende Bøger

Den 11. oktober 1928 udkom bogen Orlando skrevet af Virginia Woolf. Det er en bog, der er svær at definere, opsummere eller genrebestemme. Hver gang man forsøger, synes den at tage en ny retning. I løbet af det sidste århundrede er den blevet kaldt alt fra en sladderroman og eksperimentel litteratur til en biografi over Woolfs elsker Vita Sackville-West – og endda en forløber for moderne trans- og queerlitteratur. Orlando bliver født i slutningen af 1500-tallet, mens Englands dronning er Elizabeth I. Han lever i næsten 300 år, møder flere af verdenshistoriens mest kendte personer og skifter til sidst køn fra mand til kvinde. Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med Lise Lotte Frederiksen dykker ned i en af de mest legende, smukt skrevne og på mange måder mest nutidige bøger, der nogensinde er skrevet.

I 2017 udkom der næsten samtidigt både en radiopodcast og bog, ved navn Ludermanifestet. Det blev lavet og skrevet af det såkaldte GirlSquad, og indfanger på mange måder mange af de diskussioner og debatter der herskede for næsten 10 år siden — om køn, ligestilling, feminisme, seksualitet.   Det er et manifest, hvor forfatterne insisterer på retten til at bestemme over sin egen krop, uanset hvordan den ser ud, og uanset hvordan man vælger at bruge den. Feminin, maskulin, hyperseksuel, afdæmpet eller bevidst bimboficeret: Det er dit valg.   Det gjorde samtidig at Ludermanifestet blev kaldt et slags manifest for fjerdebølgefeminismen – en bølge, der især har udfoldet sig online og på sociale medier, og som er kendetegnet ved et stærkt fokus på kropsautonomi, seksualitet, samtykke og retten til selv at definere sin identitet.   Lyt derfor med, når vi sammen med Nanna Schmidt Nordestgaard spørger, hvorfor det var vigtigt at reclaime luder-begrebet; hvad fjerdebølge-feminismen kæmper for; og hvordan Ludermanifestet passer ind i samme debatter nu, næsten 10 år senere.

Bogen Fight Club blev udgivet i 1996, og efter en umiddelbart lidt lunken modtagelse, begyndte det snart at gå op for det læsende folk, at den på mange måder ramte noget helt særligt og ganske dystert i tidsånden og vores vestlige kultur generelt. Ultrakort fortalt handler den jo om mænd som mødes i kældre og baglokaler for at tæske hinanden halvt ihjel, inden de senere organiserer sig i en større undergrundsbevægelse, der begynder at bombe og undergrave den kendte verdensorden. Nu tredive år senere har bogen fået kultstatus, selvfølgelig også hjulpet rigtig godt på vej af den ikoniske film, hvor Bratt Pitt spiller side om side med Edward Norton og Helena Bonham Carter. Men hvad er det egentligt ved Fight Club, som taler så meget til os? Er den et spejl af USA i 1990’erne? Kan den siges at være en profeti over mænds til tider lidt ekstreme søgen efter meningsfulde fællesskaber? Skal den læses som opfordring til vold? Eller, som en i grunden ret simpel kritik af vores hierarkiske og på mange måder ulige samfund? Lyt med, når vi sammen med Mikkel Vinther dykker ned i den amerikanske nyklassiker.

Sådan lyder et af digtene fra den bog, der hedder "Vordingbronx". Den er skrevet af Emil Falster, og på mange måder er det en sætning, der indrammer mange af bogens tematikker og paradokser, der kredser om hans eget liv. På knap 100 sider hører vi om Emils klasserejse, fra provinsen, fra underklassen fra en barn- og ungdom som kriminel, til København, hvor han trods alle odds og statistikker kommer på universitetet, får en phd-stillingen, en lejlighed, en familie.  Det har imidlertid en pris, sådan en klasserejse, med den ambition, der ligger bag. Som digtsamlingen er god til at vise, kan man ende med at miste sine gamle venner, evnen til at tale med sin familie. Man kan ende med at være splittet mellem to verdner. Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi taler det store katalog af dilemmae, ofringer og potentielle traumer, der kommer af sådan en klasserejse; om forskellen på arbejderklassen og middelklassen, og hvorvidt digte i sig selv kan hjælpe én med at bearbejde den smerte, der følger sådan et liv.

For mere end 2500 år siden, begynder der i Kina at florere en lille bog af vers, som går under navnet Daodejing. Titlen kan oversættes til noget i retning af “Bogen om Vejen og vejens magt”. Mere præcist består den af 81 korte vers, som op gennem årtusinderne ender med at udgøre fundamentet for den taoistiske filosofi og spiritualitet i Kina.  Det er simpelthen ikke muligt at overvurdere dens indflydelse på alt fra politik, kunst og medicin, til etik og verdenssyn, ligesom den også bliver ved med at påvirke mennesker den dag i dag. Og det på trods for, at "Daodejing" nærmest er det stikmodsatte af en regelbaseret religiøs håndbog. Lyt til et særligt afsnit af Brændende Bøger, hvor den danske, prisbelønnede musiker og sangskriver Bisse fortæller om en bog, der har inspireret ham så meget, at en del af versene endda optræder på hans spritnye album.

Kurt Vonneguts antikrigsroman og nyklassiker fra 1969, Slaughterhouse-Five — på dansk Slagtehal fem — kredser om Billy Pilgrim, manden der er “gået galt i tiden”. Billy deltager i 2. verdenskrig og overlever bombardementet af Dresden, en af krigens mest altødelæggende katastrofer. Men midt i rædslerne brydes virkeligheden pludselig op: Billy befinder sig i det ydre rum, kidnappet af rumvæsner, udstillet i en zoologisk have på planeten Tralfamadore og undervist i et tidsfilosofisk verdenssyn, hvor ingen nogensinde dør, og hvor alle øjeblikke eksisterer for evigt. Det er en mærkelig og foruroligende blanding. Og som læser begynder man at mistænke, at Billys kosmiske eventyr måske er noget, han digter som en måde at kapere sine traumer på — et forsøg på at forstå katastrofen og overleve den massive død, der omgiver ham. Så: Blev han virkelig kidnappet af rumvæsner? Hvorfor blander en bog om krigsgrusomheder science fiction ind i fortællingen? Og hvordan fortæller man overhovedet om noget af det mørkeste, menneskeheden har gjort mod sig selv? Lyt med, når vi sammen med Klaus Brix Andersen taler om den evige krig, om tidsforskydning, oplyste rumvæsner, traumebearbejdning og børnekorstog.

I 1973 udkommer Henrik Stangerups roman "Manden der ville være skyldig" – en skarp, satirisk og dybt foruroligende fortælling om menneskets forhold til skyld, ansvar og frihed, i fremtidens Danmark. I en alkohol- og voldsrus slår hovedpersonen Torben sin kone Edith ihjel, og da han kommer til sig selv, ønsker han kun én ting: at blive dømt og straffet, så han kan gøre bod for sin handling. Men i romanens dystopiske og næsten totalitære udgave af velfærdsstaten er personlig skyld blevet afskaffet.  Her anses enhver forbrydelse i stedet som et resultat af systemets fejl, af beklagelig opdragelse eller pres fra omgivelsernes. Her er ingen længere ansvarlige for egne handlinger. Her kontroller samfundet kontrollerer alle aspekter af vores liv – fra hvem der må få børn, til hvad børn må læse.  Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med Bo Heimann som gæst dykker ned i Stangerups mørke fremtidsvision og spørger, hvorfor en verden uden skyld og personlig ansvarlighed føles så skræmmende - måske specielt den dag i dag. 

Gennem Europas historie har kongefamilierne været blandt de mest stabile institutioner, vi kender. Den danske kongefamilie mener endda at kunne føre sine aner helt tilbage til Gorm den Gamle i 900-tallet. Monarkiet står altså som et symbol på tradition og kontinuitet. Men historisk set har de også opereret med nogle ret snævre rammer for, hvem der overhovedet passer ind og kan blive konge. Eksempelvis hjælper det gevaldigt på det, hvis man er en mand. Man skal også gerne kunne føde børn. Og være, ja, mere eller mindre, heteroseksuel. I sin nye bog, "Kongeligt Queer", skriver historiker Lars Oskan-Henriksen, at “selve grundessensen i queerness er at udfordre det eksisterende.” Og netop dér, i spændingsfeltet mellem det traditionelle monarki og den normbrydende queerness, opstår et fascinerende paradoks: Hvad sker der, når dem, der skal repræsentere Guds perfekte familie, selv afviger fra normen, bryder med forventningerne – eller ganske enkelt elsker på deres egen måde? Velkommen til Brændende Bøger, hvor vi dykker ned i fortællingerne om de royale normbrydere.

Mellem 2022-2023 bliver der stjålet 170 gamle bøger skrevet af russiske forfattere fra biblioteker over hele Europa til en værdi af mere end 21 millioner kroner. Sidenhen er flere personer fra Georgien blevet anholdt i sagen. Men nogle eksperter fastholder  stadigvæk den dag i dag, at så stor en operation ikke kan ske uden støtte ovenfra.   Man ender altså med at spørge sig selv, om der hermed menes staten Rusland, og om denne bølge af bogtyverier kan ses som endnu et eksempel på Rusland hybride krigsførelse, som vi allerede kender? Men hvorfor skulle Rusland have interesse i at stjæle originale udgaver af russiske klassikere tilbage til Rusland? Og hvis det er sandt, hvad fortæller det så om Ruslands forhold til deres egen litterære arv?   Og så er der endnu et kuriøst faktum, nemlig at hoveddelen af de stjålne bøger er skrevet af forfatteren Aleksandr Pusjkin. Og det er faktisk også et navn som går igen flere steder i dag, blandt andet i de nyligt besatte områder i Ukraine, hvor man har fundet plakater af ham. Hvilken rolle spiller han i alt det her?   Velkommen til et lidt særligt afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med professor Anders Engberg-Pedersen sætter fokus på Pusjkin og russernes nære forhold til deres egen litteratur.

Under Kulturrevolutionen i Kina siges det, at man ikke kunne undgå den — den blev båret i lommer, løftet i vejret og citeret i kor. Nogle eksperter vurderer endda, at den blev trykt i over en milliard eksemplarer. Der er med andre ord tale om en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige bøger, som blandt mange andre ting også blev brugt som et redskab til at samle, overbevise – og kontrollere. Bogen selv består af korte citater af Mao Zedong. Nærmest små aforismer. Men de rummer et helt politisk og ideologisk univers: her deler Mao sine tanker om revolutionen, om klassekamp, om Kinas rolle i både fortiden og fremtiden; om moral, kultur, kvinder og kunst. Velkommen til et afsnit af Brændende Bøger, hvor vi sammen med Bo Ærenlund Sørensen - adjunk ved Københavns Universitet - taler om Mao’s ikoniske lille røde.

Geni. Digter. Seer. Queer. Punker? Hashryger. Anarkist. Anti-oplysning, anti-fædreland, anti-establishment. Evigt søgende...   Mellem 1854 og 1891 levede der en af de mest ikoniske og indflydelsesrige digtere, den franskfødte Arthur Rimbaud. Fra han var 15 til han var 21 år skrev han noget af den vildeste, mest nybrydende og mærkeligste poesi, den vestlige verden har kendt til, måske især i sit mest kendte værk: En årstid i helvede.   Et værk (og et forfatterskab!) som trods dets korte bane fik en helt enorm indflydelse på den litteratur- og kunsthistorie, der fulgte efter: På modernismen, surrealismen, beatgenerationen og selv vore dages kunstnere.  Måske er det endda netop fra Rimbaud, at vi har myten om kunsteren som et enligt geni, der altid balancerer mellem denne verden og den næste, mellem galskab og genialitet, destruktivitet og kreativetet.   Lyt med, når vi sammen med Mads Ananda Lodahl vender en af de mest betydningsfulde kunstnere fra det 19. århundrede, der drømte om - som Mads italesætter - "en bevidst vedvarende og fantastisk forvirring af alle sanser".

László Krasznahorkai hedder den seneste vinder af Nobels Litteraturpris. Han modtager prisen “for sit gribende og visionære værk, der midt i den apokalyptiske rædsel bekræfter kunstens kraft.”.  Men hvad betyder det? Hvori består det gribende og visionære i hans værker, og hvorfor er og har forfatteren fra Ungarn altid været så optaget af apokalypsen?   Velkommen til en episode af Brændende Bøger, hvor vi med Johan Lose som gæst sætter fokus på et enestående forfatterskab.

I den kendte kinesiske forfatter Yu Huas episke roman "Brødre" fra 2005 møder vi de to halvbrødre Glatskalle Li og Song Gang. Som børn bindes de tæt sammen efter deres forældres død og må støtte sig til hinanden for at overleve. Alligevel ender de med at gå hver deres vej – to liv, der løber parallelt, men aldrig forenes. De er på næsten alle tænkelige måder hinandens modsætninger. Mens den ene er rå, opportunistisk og vild, er den anden blid, romantisk og dybt loyal. "Brødre" er nemlig også en fortælling om splittelse: mellem kærlighed og sex, solidaritet og egoisme, kommunisme og kapitalisme. Den er grotesk, komisk og næsten hjerteskærende spændende.  Gennem deres to skæbner fortælles historien om Kinas dramatiske forvandling i den sidste halvdel af det 20’ århundrede – fra kulturrevolutionens kollektive brutalitet til kapitalismens individualistiske vanvid. Lyt med, når vi sammen med den blændende oversætter og digter, Sidse Laugesen, spørger, hvad det egentlig vil sige at vokse op i en tid, hvor alle værdier vendes på hovedet og må genopfindes fra grunden? Og hvad "Brødre" – en roman, der også i Kina har opnået en enorm popularitet – kan fortælle os om landet i dag? 

“En fuldkommen sindssyg bog” — Aftenposten Kristiania  “Alvorlig og stribende blodig. Revolutionær, kommunistisk, suveræn” — Arbejderbladet, København  “Man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter man har læst den” — Kai Fris Møller “Kedelig!” — Georg Brandes.  I 1922 udkommer en ultrakort digtsamling på i alt 20 sider i Danmark – som simpelthen springer en bombe i dansk litteratur og lyric, fordi den sprænger rammerne for, hvad man dengang kunne skrive. Vi taler om Blod, skrevet af den dengang kun 22-årige Rudolf Broby-Johansen. En digtsamling som kort efter udgivelsen blev til en skandale og offentlig sag, da en anklager hev forfatteren i retten fordi indholdet var utugtigt! Broby-Johansen fremførte så en forsvarstale for sin kunst, som hurtigt blev kendt som et manifest for kunstens rolle, efter 1. verdenskrig.   Skrevet udelukkende i versaler, og med undertitlen expressionære digte, skar BLOD med andre ord sig direkte gennem datidens kunsts pæne, borgerlige rammer, og fremviste alt det grimme, alt det, der lå lige nedenunder: blod, død, sindssyge, prostitution. Teksterne er brutale, kompromisløse og uafrystelige - selv i dag.   Hvad var det for en tekst, der kunne ryste en hel retsstat — en hel kunstforståelse? Hvad prøvede Broby-Johansen at sige med sine ekstremt dystre ekspressioniske billeder? Og hvordan har Blod inspireret dansk litteratur? Lyt med, når vi sammen med den aktuelle digter Tom Kampman vender en af dansk lyriks vigtigste og mest forbudte bøger. (Beklager den lidt hule rumklang, når jeg taler! En teknisk fejl, som jeg tager på min i forvejen ikke specielt tekniske kappe)

Myten om den ensomme kunstner, der som et geni ofrer alt for kunsten, lever stadig i litteraturen og i vores kollektive fantasi.  Men er det egentligt sandt, at kunstnere lever et anderledes og mere poetisk liv end os andre dødelige? Bliver deres kunst bedre af det? Og hvis ikke, hvorfor dyrker vi stadig myten om den lidende kunstner? Et godt eksempel på en nulevende forfatter, der på mange måder dyrker og inkarnerer myten, er den norske forfatter Tomas Espedal, især i den delvist selvbiografiske bog "Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" — ja, man kan næsten høre det allerede i titlen. I dagens afsnit af Brændende Bøger undersøger vi sammen med forfatter Victor Boy Lindholm, hvordan kunstnermyten og idéen om at leve et vildt og poetisk liv udspiller sig, med alt dens potentiale, mulige løgnhistorier og kult omkring kunstneren.