Advertise on podcast: E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

chatcontrol_46min50s by Jan Simmen

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen. Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges. I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året. “Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,” siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart. “Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.” Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked. “Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,” siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt. “Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.” Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme. “Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,” siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker. “De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.” Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU. “Jeg synes, der skal gives dispensation,” siger Brit Sommerfeld. “Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.” Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt. Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb. “Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,” siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach. “Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.” Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret. “Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,” siger Kenneth Kamp Butzbach. “Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.” Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika. “Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,” siger Lis Nielsen med et grin. “Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Danmark taler om cybersikkerhed. Men bliver samtidig væk fra vigtige dele af vores fælles cyberforsvar. Mens fx EU opbygger fælles kapaciteter mod cyberangreb, hybrid krigsførelse og påvirkningsoperationer, står Danmark uden for centrale samarbejder. Ikke på grund af manglende viden. Ikke på grund af manglende advarsler. Men fordi man politisk har valg at stå udenfor. Punktum. Ingen forklaring. I resten af Europa er det ikke teori. Hospitaler lukkes. Kommuner lammes. Banker sættes ud af spil. Demokratier udsættes for systematisk påvirkning. Det er krig uden røg, uden sirener – men med meget konkrete konsekvenser. Også Danmark oplever konstante angreb. Alligevel fortsætter de danske pressemøder. Med store ord om digital modstandskraft. Og meget lidt om, hvorfor Danmark reelt har placeret sig på sidelinjen, mens angrebene bliver mere komplekse og mere koordinerede. Spørgsmålet er ikke, om Europa er under angreb. Spørgsmålet er, hvorfor Danmark vælger at stå uden hjelm – og kalde det beredskab. En udsendelse om Europas digitale slagmark. Og om den forskel, der er på at være til stede – og blot at være til stede i retorikken. Sikkerhedsekspert John Foley der var med til at grundlægge Center For Cybersikkerhed hjælper os i udsendelsen sikkert igennem den digitale slagmark og lader os kigge igennem det politiske røgslør der reelt spænder ben for, at vi kan få et bedre digitalt forsvar.

Grønland er ikke medlem af EU. Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration. Men verden ser anderledes ud i dag. De seneste år er Grønland rykket helt ind i centrum af storpolitikken. Ikke mindst efter Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland, som udløste både forargelse og alvor. “Grønland er ikke til salg,” lød det dengang – fra grønlandske politikere, fra den danske regering og fra flere europæiske ledere. Siden har EU markeret sig mere tydeligt. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har under besøg i Arktis slået fast, at Europa har et ansvar i regionen, og at Grønland ikke står alene. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har på tilsvarende vis talt om partnerskab, solidaritet og respekt for Grønlands selvbestemmelse. Den støtte er blevet bemærket i Grønland. Aaja Chemnitz, Grønlands ene medlem af Folketinget, har flere gange peget på, at EU i dag spiller en vigtig rolle som samarbejdspartner – ikke mindst i en tid, hvor presset udefra er blevet mere tydeligt. Og Aki-Matilda Høegh-Dam, Grønlands andet folketingsmedlem, har advaret mod, at Grønland reduceres til et geopolitisk objekt og understreget, at beslutninger om fremtiden skal træffes i Grønland – ikke i Washington, Bruxelles eller København. Det har genåbnet en diskussion, som ellers længe har ligget stille: Om Grønland bør knytte sig tættere til EU. Og om et egentligt EU-medlemskab overhovedet er noget, man igen bør tale åbent om. Det er ikke et simpelt spørgsmål. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et politisk projekt. Og i Grønland lever stadig minderne om 1980’ernes opgør med EF. Samtidig står Grønland i dag i en ny verdensorden, hvor sikkerhed, råstoffer og stormagtsrivalisering i Arktis spiller en langt større rolle end dengang. Så spørgsmålet er ikke længere kun historisk. Det er dybt aktuelt. Hvad betyder EU i dag for Grønlands sikkerhed og handlefrihed? Er EU et realistisk alternativ – eller blot endnu en stormagt med interesser? Og hvordan ser det ud fra et dansk og europæisk perspektiv? Jeg spørger Per Clausen fra Europa Parlamentet det her:

Når milliardærer leger med præsidenter - og demokratiet Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne. Vi har fulgt pengene – og det, vi fandt, hænger sammen med det næste: De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre. De kalder det innovation. Andre kalder det et kup mod demokratiet. Bag visionerne om rumkolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler – og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det. I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet: Er verdens største ø bare is og sten – eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis? Medvirkende og nævnte personer/kilder: Per Clausen – medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Direkte interviewperson og et af de centrale kilder gennem udsendelsen. En sølvpapirshat… og siden en skraldespand… Vibeke Schou Tjalve – forsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forfatter til rapporten Corporate Cosmos og citeret om tech-milliardærernes ideologier og rumutopier. Erica Payne – stifter af organisationen Patriotic Millionaires (USA). Medvirker via lydklip og udtalelser om ulighed og de superriges indflydelse på demokratiet. Mikkel Flyverholm – forsker, Copenhagen Business School (CBS). Giver sin vurdering af milliardærernes investeringer i amerikanske valgkampagner. Derek Beach – professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Citeres for sin analyse af libertarianisme og drømmen om en statsløs økonomisk orden. Peter Fibiger Bang – professor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Om imperialisme og USA’s interesse for Grønland. Ursula von der Leyen – formand for Europa-Kommissionen. Nævnt i forbindelse med Trumps toldpolitik og EU’s forsøg på at undgå handelskonflikt. Mette Frederiksen – Danmarks statsminister. Omtales indirekte i relation til Trumps interesse for Grønland. Peter Thiel – medstifter af PayPal og venturekapitalist. Citeret for sin idé om flydende, autonome byer og kritik af politisk styring. Desuden et uddrag af et interview/tale i Oxford Elon Musk – ejer af SpaceX, Tesla og X (Twitter). Optræder i lydklip og omtales i forbindelse med rumkolonier, Mars og modstand mod regulering. Mark Zuckerberg – grundlægger af Facebook (Meta Platforms). Nævnt som en af de amerikanske tech-milliardærer med politisk indflydelse. Jeff Bezos – stifter af Amazon og ejer af Blue Origin. Nævnt som del af kredsen omkring præsident Trump og amerikansk tech-lobby. Eric Schmidt – tidligere direktør i Google (Alphabet Inc.). Nævnt som deltager ved Trumps indsættelse og som investor i valgkampen. Sam Altman – administrerende direktør i OpenAI. Nævnt i forbindelse med forudsigelser om AI-drevet arbejdsløshed og sociale spændinger. Bradley Tusk – venturekapitalist og analytiker, citeret i Ingeniøren for sine vurderinger af ”netværksstaten”. Donald J. Trump – USA’s præsident. Centralt omdrejningspunkt for udsendelsen, citeret via lydklip og omtalt i relation til EU, toldmure og Grønland.  

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU? Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag. For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”. Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt? I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?

Hvad sker der, hvis USA vender ryggen til Europa og ikke længere vil forsvare sine allierede i NATO? Det spørgsmål var en del af vores tidligere udsendelse og det fik en lytter en lytter til at stille os et nyt spørgsmål – og vi tog det alvorligt. Kan NATO smide USA ud? Og hvad så? Ganske kort: NATO har faktisk ingen mekanisme til at smide et medlemsland ud, heller ikke USA. Men hvad så, hvis USA angriber et andet NATO-land? Og hvor står EU i det hele? I takt med at usikkerheden vokser om USA’s vilje til at stå ved alliancen, kigger flere mod EU. Men kan EU – uden egen hær – i praksis gøre andet end at protestere, hvis det utænkelige sker? Vi gennemgår paragrafferne, ser på scenarierne og spørger, om EU i sidste ende er den eneste, der står tilbage. Selv om ordet "paragraffer" lyder støvet, så fandt vi flere overraskende ting.

Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at USA har forladt NATO. En amerikansk præsident har trukket stikket. Ikke en fjern hypotese, men et scenarie, Europas ledere og forsvarschefer i disse år er nødt til at forholde sig til. Vi lever i en tid, hvor verdens største forsvarsalliance – NATO – er under pres indefra. Ikke fra fjender, men fra tvivl. Tvivl om den berømte musketer-ed stadig gælder. Tvivl om USA – alliancearkitekten selv – stadig står vagt ved døren. Og mens den tvivl breder sig, står Europa midt i sin egen eksistentielle debat: Skal vi kunne forsvare os selv? Og hvordan gør vi det uden at knække det fællesskab, der hidtil har været vores sikkerhed? Parlamentsmedlem Morten Løkkegaard(V) advarer imod oprettelsen af en egentlig europahær, mens Morten Lidegård (R ) synes det er det eneste rigtige. Har vi overhovedet tid til at få opbygget en europahær, hvis vi tænker på, hvor langt tid det tog EU om at blive opbygget til en effektiv sammenslutning? I denne udsendelse forsøger vi at finde svar. Sammen med tidligere kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, dykker vi ned i fremtidens europæiske forsvar. Vi taler med formanden for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, der advarer om konsekvenserne af passiv europæisk sikkerhedspolitik. Og professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, som vurderer, hvor langt EU’s sammenhold egentlig rækker – bortset fra at Trump muligvis har muligheden for at spænde ben... Er tiden kommet, hvor Europa skal stå alene? Eller er det netop nu, NATO skal genopfindes? Velkommen til EU indefra – en journalistisk rejse ind i Europas militære fremtid.

Traktorerne spreder gylle, skuddene runger over engen – og fuglene forsvinder. Velkommen til et Natura 2000-område. Danmark har forpligtet sig til at beskytte naturen, men virkeligheden er en anden. I denne episode af EU Indefra undersøger vi, hvorfor EU må presse Danmark til at tage naturen alvorligt – og hvad der egentlig ligger bag ord som beskyttet, nationalpark og Natura 2000. Med journalist Jan Simmen og ornitologernes formand Egon Østergaard. Lyt med – og find ud af, hvem der egentlig passer på naturen. Lyt ikke mindst for naturens skyld...

EU-modstanden i Danmark har ændret sig markant gennem årene. Fra heftige debatter og uroligheder i 1993 til en folkeafstemning i 2022, hvor et stort flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men betyder det, at modstanden er forsvundet? I en ny udsendelse undersøger vi EU-modstandens udvikling og fremtid. Professor Thorsten Borring Olsen fra Aarhus Universitet giver sin vurdering af, hvordan ydre trusler som krigen i Ukraine påvirker danskernes holdning til EU. Samtidig fortæller Peter Raben fra Folkebevægelsen imod EU, hvorfor han mener, at modstanden kan genopstå. Vi hører også fra statsminister Mette Frederiksen, der tidligere har understreget nødvendigheden af et stærkt bånd til USA – men nu taler om et tættere europæisk samarbejde. Og vi tager et smut forbi Det Ovale Værelse, hvor tidligere præsident Donald Trumps udtalelser har haft stor betydning for Europas sikkerhedspolitiske kurs. Lyt med, når vi tager pulsen på den danske EU-modstand – og spørgsmålet om, hvorvidt den kan vokse sig stærk igen.

Kan vi virkelig kalde Danmark for en grøn frontrunner, når vores CO₂-regnskab indeholder en grundlæggende fejl? I denne afslørende podcast dykker vi ned i, hvorfor afbrænding af træ ikke er så klimavenligt, som det ofte påstås – og hvordan denne praksis stadig regnes som CO₂-neutral i vores officielle regnskaber. Kort fortalt er det en blanding af blandt andet politikeres og embedsmænds ønske om at hoppe over, hvor gærdet er lavest, samtidig med at for få i befolkningen kender til problemet. "Nja, er det nu også en vigtig historie, nogen behøver at sætte sig ind i? Der er jo så meget”, tænker du måske… Vi kunne nævne fire professorers fælles opråb eller organisationen Verdens Skoves efterhånden ret hæse advarselsråb. Men vi vil i stedet komme med et citat fra en udenlandsk forsker: ”Hvis vi alle gjorde som Danmark, så ville vi være på røven!” Citat slut. Lyt med, når blandt andet EWII’s direktør Lars Bonderup Bjørn løfter sløret for, hvordan politiske beslutninger og EU’s nøgleposition gør det muligt for problemet at fortsætte. Men der er mere på spil: Jo flere der kender til denne skjulte fejl, desto sværere bliver det for politikere, embedsværket og energibranchen at ignorere sandheden og lade som om, problemet ikke eksisterer. Så: Vil du være med til at gøre en forskel? Få indblik i, hvordan vi snyder os selv i klimakampen, og hvorfor vi som borgere kan spille en afgørende rolle. Lyt, bliv mere oplyst og hjælp samtidig klimaet. Tre ting på een gang. Kan det blive meget bedre? Nej, vel?

I løbet af 2024 har de danske medlemmer af Europa-Parlamentet spillet en aktiv rolle i en lang række sager. Vi har spurgt dem alle, hvad de mener var deres største … ja, lad os bare kalde dem for ”bedrifter”. Her prøver vi med en mild hånd at udvælge nogen af de ting, de danske politikere i EU Parlamentet ifølge dem selv, eller Europa Parlamentets egen hjemmeside, har brugt deres tid på. Blandt de mest aktive har været Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, der har arbejdet for at styrke forbrugerbeskyttelsen i EU. Hun har sat fokus på at regulere digitale platforme for at beskytte borgernes data og privatliv. Schaldemose siger, at det er afgørende at sikre, at digitale giganter ikke misbruger europæernes data, og hun arbejder for strengere regler, der beskytter privatlivet og sikrer fair konkurrence. Niels Fuglsang fra samme parti har været en stærk fortaler for grøn omstilling og bæredygtig energi. Han har arbejdet for at fremme investeringer i vedvarende energikilder og mindske EU's afhængighed af fossile brændstoffer. Fuglsang udtaler, at det er afgørende, at EU går forrest i den grønne omstilling ved at investere i bæredygtige energiløsninger og reducere CO₂-udledningen markant. Kira Marie Peter-Hansen fra Socialistisk Folkeparti har markeret sig med en indsats for at styrke sociale rettigheder og bekæmpe social dumping i EU. Hun arbejder for at sikre ordentlige arbejdsforhold og fair lønninger for alle arbejdstagere i EU. Kira mener, at social dumping undergraver vores fælles velfærd og skal stoppes. Hun understreger vigtigheden af at give arbejdstagere i hele EU ret til fair løn og sikre arbejdsforhold. Et tema der har skabt en del overskrifter i Danmark, især efter at flere DR programmer har afsløret rystende forhold for både lovlige og ulovlige migrantarbejdere på den danske byggepladser. Hendes partikollega Rasmus Nordqvist har fokuseret på klima- og miljøpolitik, med særligt fokus på biodiversitet og bæredygtig landbrugspraksis. Han arbejder for, at EU tager ansvar for at beskytte naturen og sikre en bæredygtig fødevareproduktion. Sigrid Friis fra Radikale Venstre har arbejdet på at fremhæve bæredygtighed og ungdommens stemme i EU. Hun beskriver sit arbejde som en indsats for at sætte en ny dagsorden, hvor bæredygtighed og unges interesser er i centrum. Henrik Dahl fra Liberal Alliance har støttet Europa-Kommissionens ambitioner om at reducere bureaukrati og styrke forsvarsindustrien. Han mener, at denne tilgang er nødvendig for at sikre, at Europa står stærkt i en verden præget af geopolitisk konkurrence og økonomisk usikkerhed. Kristoffer Hjort Storm fra Danmarksdemokraterne har etableret samarbejde med nordiske partier som Sverigedemokraterne. Han mener, at nordisk samarbejde i EU er naturligt for at fremme fælles interesser. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti har fokuseret på at sikre konservative værdier i EU. Han mener, det er vigtigt at arbejde for et stærkt og samlet Europa, hvor konservative stemmer bliver hørt. Derudover har du i et af vores tidligere programmer kunne høre, at han var imod at den ellers roste lov imod afskovning bliver genforhandlet. Det er ellers noget den politiske fraktion han er med i, er stor bannerfører for. Per Clausen fra Enhedslisten har haft fokus på sociale rettigheder og retfærdighed. Han udtaler, at han vil kæmpe for en mere social og retfærdig EU-politik, hvor arbejdernes rettigheder bliver prioriteret. Stine Bosse fra Moderaterne har arbejdet for at styrke Danmarks position i EU og fremme en progressiv dagsorden. Hun mener, at Danmark skal være en aktiv spiller i EU og bidrage til løsninger på de store udfordringer, som verden står overfor. Danske EU-parlamentarikere har dermed været engageret i alt fra klima og sociale rettigheder til forsvar og digital regulering i 2024. Deres arbejde afspejler en bred vifte af politiske dagsordener, som både tager hånd om Danmarks interesser og styrker samarbejdet i EU.

Velkommen til vores program, hvor vi endnu engang løfter blikket fra vores hjemlige andedam og indstiller vores journalistiske sigte på de vigtige historier der findes derude i de store verden. Den her gang ser vi nærmer på skovene. EU har faktisk nøglen. Som en romersk kejser at vende tommelen op eller ned for skovene. I podcasten går vi i dybden med historien om, hvordan interne politiske fiksfakserier kan koste os alle sammen rigtigt dyrt. Det gælder ikke bare vores pengepung, men livet for oprindelige folk, tusindvise af dyrearter, insekter og måske endda kuren på en del sygedomme. En historie om et spil hvor industrien muligvis har en lidt for lang finger med i spillet. Så spænd sikkerhedssælen, skænk dig selv en god kop kaffe. Kig ned i den og spørg dig selv: Har den her kaffe noget med skove og afskovning at gøre? Få svaret i udsendelsen hvor vi netop ser på et af verdens helst store problemer. Afskovning truer nemlig ikke bare verdens biodiversitet, men også vores klima og fremtid. EU vedtog en historisk skovlov, der skulle sætte en stopper for problemet, men nu er loven på vippen. Politisk pres og bureaukratiske udfordringer risikerer at udvande det, der skulle have været en milepæl for miljøet. Hvad gik galt? Og kan skovene stadig reddes? Vi dykker ned i historien og taler med en af dem, der kæmper for skovens overlevelse.

Så er der atter tid til at både tage luppen og kikkerten frem, når vi både graver detaljerne frem, og trækker de store linjer op. Denne gang ser vi på et problem der er voksende. Men det er ikke kun et nationalt problem, men internationalt, og derfor ligger en del af løsningen også i EU regi. Men ikke kun. Hvad er det for et problem, spørger du? Jo, uden at fortælle for meget, så vil vi lige nævne ord som, ”underbetalt”, ”slaveri” og en slags trafficking af illegal arbejdskraft. Hvis du vil vide mere, så bliv hængende for udsendelsen kommer her

Forleden knækkede to skibe midt over foran Krim-halvøen. Olien strømmer stadig ud i havet. Katastrofen er stor, men netop i det område har man andet at tænke på end miljø og havfugle. Men det er et godt billede på, hvorfor denne historie er vigtig. Historien her er også en historie om, at et land alene ikke kan løfte opgaven med at beskytte farvandene mod reelt ulovlige og ikke sødygtige skibe. Det kræver, at EU og andre internationale spillere kommer på banen. Men vi begynder med baggrund. En af metoderne til at sanktionere Rusland efter angrebet på Ukraine er en lang række tiltag, der har det formål at gøre ondt på den russiske økonomi. Logikken er: Har Rusland færre penge, har landet færre midler til at føre sin angrebskrig. For at begrænse Ruslands indtjening på oliemarkedet har EU og G7-landene lagt et prisloft på olien, så der stadig kommer olie ind til EU, men samtidig formindskes indtjeningen for Rusland. Men for at undgå netop dette har Rusland ”søsat” en flåde af skibe, som kan operere uden om de vestlige forsikringsselskaber. For at et skib må anløbe en havn, skal der nemlig være en lang række betingelser opfyldt, som fastsættes af IMO, der hører under FN. Et af de væsentlige kriterier er netop, at skibet er forsikret og dermed må antages at være i sødygtig stand. Det er blandt andet den logik og lovgivning, Rusland har fundet en metode til at kortslutte, så de alligevel kan sælge deres olie til markedsprisen. Det er naturligvis et problem for EU og hele Vesten, da det betyder, at Rusland har penge til at finansiere sin krig. Men ikke kun derfor. Skibenes stand er nemlig så dårlig, at de udgør en akut fare for havmiljøet, og det er derfor, miljøorganisationer som Greenpeace er meget bekymrede. Sune Scheller, kampagnechef fra Greenpeace, forklarer over for os: "Den skyggeflåde består af udtjente og rustne olietankere, der ikke burde sejle mere. Rusland har opkøbt de skibe, der egentlig var på vej til ophugning, og de sejler nu dagligt igennem de danske farvande med en stor miljørisiko til følge." Han giver flere eksempler på, hvor det allerede er gået galt, og han kalder faren ”overhængende”. Men ikke nok med, at en miljøkatastrofe vil være... ja, netop en katastrofe. Normalt vil et skibs forsikring hæfte for inddæmning og siden oprensning af et olieudslip. Men skyggeflåden er netop kendetegnet ved, at der reelt ikke er penge i de til formålet oprettede forsikringsselskaber. Problemet er selvsagt ikke kun et dansk problem. De snævre farvande igennem Den Engelske Kanal, som samtidig også er voldsomt trafikerede, er også et oplagt sted, hvor skyggeflådens skibe kan være med til at skabe en katastrofe. "Der er dog ingen tvivl om, at de danske farvande, der er så snævre og med så lav dybde, er et særligt udfordret område. Vi har allerede set flere ulykker i danske farvande," fastslår Sune Scheller. Men hvad er løsningen? Ja, en del af løsningen er EU's sanktionsliste. Den liste virker faktisk. Hør mere om, hvordan det hele hænger sammen.