Advertise on podcast: E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

### EU i skyggen af multinationale selskaber: Hvem kommer til at betale prisen? *Magasin 38 min* **For en fattig bonde i Afrika kan retten til at gemme sin egen såsæd være forskellen på uafhængighed og afhængighed. Men hvad sker der, når multinationale selskaber får patent på de afgrøder, der skal brødføde verden? Og hvilket ansvar har EU, når unionen samtidig vil lempe reglerne for nye genteknologier?** GMO kan blive solgt som en del af løsningen på sult, klimaforandringer og fejlslagen høst. Men bag løfterne gemmer sig en langt mere ubehagelig konflikt. For hvem ejer egentlig fremtidens mad? I Afrika kan fattige bønder risikere at blive afhængige af patenterede afgrøder fra nogle af verdens største selskaber. I Europa er EU på vej til at lempe reglerne for nye genteknologier. Og vores interviewperson, der forsker på området, peger på et afgørende problem: Vi kender ikke langtidsvirkningerne – hverken for mennesker eller for den natur, de ændrede planter slippes ud i. Alligevel bevæger lovgivningen sig. Og så er der os. Forbrugerne. For kan reglerne ende med at betyde, at du spiser genetisk ændrede fødevarer uden at vide det? EU har et ansvar over for os som forbrugere. Over for naturen. Men også over for de fattige bønder i Afrika, som kan komme til at betale en langt højere pris end os andre. Hvem får gevinsten? Hvem tager risikoen? Og hvem kommer i sidste ende til at betale? Det undersøger vi i *EU Indefra*.

Når en knastør lov bliver brandfarlig Der findes EU-direktiver, som næppe kan få pulsen op hos ret mange. Og så findes der dem, der bevæger sig fra Bruxelles og helt ind bag hoveddøren. Ind i familien. Ind mellem mor og far. Og ind i spørgsmålet om, hvordan vi vælger at leve vores liv. EU-direktiv 2019/1158 er et af dem. Tanken bag er egentlig ganske enkel: Skal vi have større ligestilling mellem mænd og kvinder, er det ikke nok at tale om løn, karriere og kvinder i direktionslokalerne. Noget skal ændres langt tidligere. Derhjemme. Men så bliver det interessant. For kan man virkelig vedtage en lov i Bruxelles – og nogle år senere konstatere, at mænd og kvinder ikke bare opfører sig anderledes, men måske også tænker anderledes om deres roller i familien? Og skal politikere overhovedet forsøge? I denne udgave af EU Indefra tager vi detektivhatten på. Vi møder et par, der netop har prøvet reglerne på egen krop. Vi går tilbage til tankerne bag loven, dykker ned i forskningen og følger sporene videre ud i Europa. For i nogle lande har direktivet knap nok vakt opsigt. Andre steder rammer det lige ned i spørgsmål om kønsroller, traditioner, familiens frihed – og hvor meget Bruxelles egentlig skal bestemme. Og så er der det vigtigste spørgsmål: Virker det? Kan man faktisk lovgive sig til nye normer? Et knastørt EU-direktiv viser sig at være ganske let antændeligt.

Donald Trump vil have Grønland. Det ved vi. Men hvad nu, hvis historien ikke kun handler om Trump? Hvem har ellers interesse i, at verdens største ø skifter hænder? Hvem har pengene? Hvem har indflydelsen? Og hvem forsøger at trække i trådene bag en amerikansk præsident, der ikke ligefrem er kendt for at lade sig styre? Vi følger sporene ind i det amerikanske magtsystem og videre ud i nogle af dets mere dunkle afkroge. Og ja: Elon Musk dukker op undervejs. 🎧 Spænd sikkerhedsselen. Denne gang går EU Indefra på jagt efter de dunkle tråde i kampen om Grønland.

Bag lukkede døre -kaos eller kontrol by Jan Simmen

Et lille frø – men en stor kamp. I EU diskuteres det netop nu, hvem der skal bestemme, hvilke frø der må dyrkes i fremtiden. Det lyder som noget småt. Næsten hyggeligt. Frø. Tomater fra naboens have. En håndfuld gamle sorter, der smager bedre end noget i supermarkedet. Men bag de små frø gemmer der sig en af de mest principielle kampe i EU lige nu. I denne udgave af EU Indefra taler jeg med hortonom, PhD og fagjournalist Louise Windfeldt, faglig sekretær i Foreningen Frøsamlerne. Hun tager os med ind i en verden, hvor frø ikke bare er natur – men politik, industri og magt. For hvad sker der, når EU bestemmer, hvilke frø du må dyrke? Tidligere var det faktisk ulovligt bare at bytte frø med naboen. Ja, helt bogstaveligt. Kun frø på EU’s officielle positivliste var tilladt. Resten – selv gamle, robuste sorter fra bjergsider eller baghaver – blev i praksis skubbet ud. Efter massivt folkeligt pres blev reglerne lempet. Men ifølge Louise Windfeldt er kampen langt fra slut. Nye forslag ulmer i EU-systemet, og spørgsmålet er, om vi er på vej tilbage mod en mere ensrettet frøverden. Industrien argumenterer for kontrol: sygdomme, kvalitet, snyd. Men holder det? Erfaringer fra Danmark peger på noget andet. De få tilfælde af snyd ligger århundreder tilbage. Og samtidig står vi med et andet, langt større problem: Når genetisk variation først er væk, kommer den aldrig igen. Og netop den variation kan vise sig at være afgørende i en fremtid med klimaforandringer. Så hvad vejer tungest? Sikkerhed og standardisering – eller mangfoldighed og modstandsdygtighed? Det er ikke bare en debat om frø. Det er en debat om, hvem der kontrollerer vores fødevarer – og hvor robuste de bliver i fremtiden. Lyt med, når Louise Windfeldt folder konflikten ud og giver dig indsigt i en EU-kamp, de færreste har opdaget – men som angår os alle.

chatcontrol_46min50s by Jan Simmen

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen. Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges. I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året. “Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,” siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart. “Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.” Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked. “Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,” siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt. “Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.” Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme. “Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,” siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker. “De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.” Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU. “Jeg synes, der skal gives dispensation,” siger Brit Sommerfeld. “Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.” Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt. Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb. “Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,” siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach. “Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.” Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret. “Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,” siger Kenneth Kamp Butzbach. “Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.” Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika. “Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,” siger Lis Nielsen med et grin. “Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Danmark taler om cybersikkerhed. Men bliver samtidig væk fra vigtige dele af vores fælles cyberforsvar. Mens fx EU opbygger fælles kapaciteter mod cyberangreb, hybrid krigsførelse og påvirkningsoperationer, står Danmark uden for centrale samarbejder. Ikke på grund af manglende viden. Ikke på grund af manglende advarsler. Men fordi man politisk har valg at stå udenfor. Punktum. Ingen forklaring. I resten af Europa er det ikke teori. Hospitaler lukkes. Kommuner lammes. Banker sættes ud af spil. Demokratier udsættes for systematisk påvirkning. Det er krig uden røg, uden sirener – men med meget konkrete konsekvenser. Også Danmark oplever konstante angreb. Alligevel fortsætter de danske pressemøder. Med store ord om digital modstandskraft. Og meget lidt om, hvorfor Danmark reelt har placeret sig på sidelinjen, mens angrebene bliver mere komplekse og mere koordinerede. Spørgsmålet er ikke, om Europa er under angreb. Spørgsmålet er, hvorfor Danmark vælger at stå uden hjelm – og kalde det beredskab. En udsendelse om Europas digitale slagmark. Og om den forskel, der er på at være til stede – og blot at være til stede i retorikken. Sikkerhedsekspert John Foley der var med til at grundlægge Center For Cybersikkerhed hjælper os i udsendelsen sikkert igennem den digitale slagmark og lader os kigge igennem det politiske røgslør der reelt spænder ben for, at vi kan få et bedre digitalt forsvar.

Grønland er ikke medlem af EU. Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration. Men verden ser anderledes ud i dag. De seneste år er Grønland rykket helt ind i centrum af storpolitikken. Ikke mindst efter Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland, som udløste både forargelse og alvor. “Grønland er ikke til salg,” lød det dengang – fra grønlandske politikere, fra den danske regering og fra flere europæiske ledere. Siden har EU markeret sig mere tydeligt. Frankrigs præsident Emmanuel Macron har under besøg i Arktis slået fast, at Europa har et ansvar i regionen, og at Grønland ikke står alene. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har på tilsvarende vis talt om partnerskab, solidaritet og respekt for Grønlands selvbestemmelse. Den støtte er blevet bemærket i Grønland. Aaja Chemnitz, Grønlands ene medlem af Folketinget, har flere gange peget på, at EU i dag spiller en vigtig rolle som samarbejdspartner – ikke mindst i en tid, hvor presset udefra er blevet mere tydeligt. Og Aki-Matilda Høegh-Dam, Grønlands andet folketingsmedlem, har advaret mod, at Grønland reduceres til et geopolitisk objekt og understreget, at beslutninger om fremtiden skal træffes i Grønland – ikke i Washington, Bruxelles eller København. Det har genåbnet en diskussion, som ellers længe har ligget stille: Om Grønland bør knytte sig tættere til EU. Og om et egentligt EU-medlemskab overhovedet er noget, man igen bør tale åbent om. Det er ikke et simpelt spørgsmål. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et politisk projekt. Og i Grønland lever stadig minderne om 1980’ernes opgør med EF. Samtidig står Grønland i dag i en ny verdensorden, hvor sikkerhed, råstoffer og stormagtsrivalisering i Arktis spiller en langt større rolle end dengang. Så spørgsmålet er ikke længere kun historisk. Det er dybt aktuelt. Hvad betyder EU i dag for Grønlands sikkerhed og handlefrihed? Er EU et realistisk alternativ – eller blot endnu en stormagt med interesser? Og hvordan ser det ud fra et dansk og europæisk perspektiv? Jeg spørger Per Clausen fra Europa Parlamentet det her:

Når milliardærer leger med præsidenter - og demokratiet Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne. Vi har fulgt pengene – og det, vi fandt, hænger sammen med det næste: De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre. De kalder det innovation. Andre kalder det et kup mod demokratiet. Bag visionerne om rumkolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler – og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det. I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet: Er verdens største ø bare is og sten – eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis? Medvirkende og nævnte personer/kilder: Per Clausen – medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Direkte interviewperson og et af de centrale kilder gennem udsendelsen. En sølvpapirshat… og siden en skraldespand… Vibeke Schou Tjalve – forsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forfatter til rapporten Corporate Cosmos og citeret om tech-milliardærernes ideologier og rumutopier. Erica Payne – stifter af organisationen Patriotic Millionaires (USA). Medvirker via lydklip og udtalelser om ulighed og de superriges indflydelse på demokratiet. Mikkel Flyverholm – forsker, Copenhagen Business School (CBS). Giver sin vurdering af milliardærernes investeringer i amerikanske valgkampagner. Derek Beach – professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Citeres for sin analyse af libertarianisme og drømmen om en statsløs økonomisk orden. Peter Fibiger Bang – professor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Om imperialisme og USA’s interesse for Grønland. Ursula von der Leyen – formand for Europa-Kommissionen. Nævnt i forbindelse med Trumps toldpolitik og EU’s forsøg på at undgå handelskonflikt. Mette Frederiksen – Danmarks statsminister. Omtales indirekte i relation til Trumps interesse for Grønland. Peter Thiel – medstifter af PayPal og venturekapitalist. Citeret for sin idé om flydende, autonome byer og kritik af politisk styring. Desuden et uddrag af et interview/tale i Oxford Elon Musk – ejer af SpaceX, Tesla og X (Twitter). Optræder i lydklip og omtales i forbindelse med rumkolonier, Mars og modstand mod regulering. Mark Zuckerberg – grundlægger af Facebook (Meta Platforms). Nævnt som en af de amerikanske tech-milliardærer med politisk indflydelse. Jeff Bezos – stifter af Amazon og ejer af Blue Origin. Nævnt som del af kredsen omkring præsident Trump og amerikansk tech-lobby. Eric Schmidt – tidligere direktør i Google (Alphabet Inc.). Nævnt som deltager ved Trumps indsættelse og som investor i valgkampen. Sam Altman – administrerende direktør i OpenAI. Nævnt i forbindelse med forudsigelser om AI-drevet arbejdsløshed og sociale spændinger. Bradley Tusk – venturekapitalist og analytiker, citeret i Ingeniøren for sine vurderinger af ”netværksstaten”. Donald J. Trump – USA’s præsident. Centralt omdrejningspunkt for udsendelsen, citeret via lydklip og omtalt i relation til EU, toldmure og Grønland.

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU? Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag. For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”. Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt? I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?

Hvad sker der, hvis USA vender ryggen til Europa og ikke længere vil forsvare sine allierede i NATO? Det spørgsmål var en del af vores tidligere udsendelse og det fik en lytter en lytter til at stille os et nyt spørgsmål – og vi tog det alvorligt. Kan NATO smide USA ud? Og hvad så? Ganske kort: NATO har faktisk ingen mekanisme til at smide et medlemsland ud, heller ikke USA. Men hvad så, hvis USA angriber et andet NATO-land? Og hvor står EU i det hele? I takt med at usikkerheden vokser om USA’s vilje til at stå ved alliancen, kigger flere mod EU. Men kan EU – uden egen hær – i praksis gøre andet end at protestere, hvis det utænkelige sker? Vi gennemgår paragrafferne, ser på scenarierne og spørger, om EU i sidste ende er den eneste, der står tilbage. Selv om ordet "paragraffer" lyder støvet, så fandt vi flere overraskende ting.

Forestil dig, at du en morgen vågner op til nyheden om, at USA har forladt NATO. En amerikansk præsident har trukket stikket. Ikke en fjern hypotese, men et scenarie, Europas ledere og forsvarschefer i disse år er nødt til at forholde sig til. Vi lever i en tid, hvor verdens største forsvarsalliance – NATO – er under pres indefra. Ikke fra fjender, men fra tvivl. Tvivl om den berømte musketer-ed stadig gælder. Tvivl om USA – alliancearkitekten selv – stadig står vagt ved døren. Og mens den tvivl breder sig, står Europa midt i sin egen eksistentielle debat: Skal vi kunne forsvare os selv? Og hvordan gør vi det uden at knække det fællesskab, der hidtil har været vores sikkerhed? Parlamentsmedlem Morten Løkkegaard(V) advarer imod oprettelsen af en egentlig europahær, mens Morten Lidegård (R ) synes det er det eneste rigtige. Har vi overhovedet tid til at få opbygget en europahær, hvis vi tænker på, hvor langt tid det tog EU om at blive opbygget til en effektiv sammenslutning? I denne udsendelse forsøger vi at finde svar. Sammen med tidligere kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, dykker vi ned i fremtidens europæiske forsvar. Vi taler med formanden for Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, der advarer om konsekvenserne af passiv europæisk sikkerhedspolitik. Og professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, som vurderer, hvor langt EU’s sammenhold egentlig rækker – bortset fra at Trump muligvis har muligheden for at spænde ben... Er tiden kommet, hvor Europa skal stå alene? Eller er det netop nu, NATO skal genopfindes? Velkommen til EU indefra – en journalistisk rejse ind i Europas militære fremtid.

Traktorerne spreder gylle, skuddene runger over engen – og fuglene forsvinder. Velkommen til et Natura 2000-område. Danmark har forpligtet sig til at beskytte naturen, men virkeligheden er en anden. I denne episode af EU Indefra undersøger vi, hvorfor EU må presse Danmark til at tage naturen alvorligt – og hvad der egentlig ligger bag ord som beskyttet, nationalpark og Natura 2000. Med journalist Jan Simmen og ornitologernes formand Egon Østergaard. Lyt med – og find ud af, hvem der egentlig passer på naturen. Lyt ikke mindst for naturens skyld...

EU-modstanden i Danmark har ændret sig markant gennem årene. Fra heftige debatter og uroligheder i 1993 til en folkeafstemning i 2022, hvor et stort flertal stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men betyder det, at modstanden er forsvundet? I en ny udsendelse undersøger vi EU-modstandens udvikling og fremtid. Professor Thorsten Borring Olsen fra Aarhus Universitet giver sin vurdering af, hvordan ydre trusler som krigen i Ukraine påvirker danskernes holdning til EU. Samtidig fortæller Peter Raben fra Folkebevægelsen imod EU, hvorfor han mener, at modstanden kan genopstå. Vi hører også fra statsminister Mette Frederiksen, der tidligere har understreget nødvendigheden af et stærkt bånd til USA – men nu taler om et tættere europæisk samarbejde. Og vi tager et smut forbi Det Ovale Værelse, hvor tidligere præsident Donald Trumps udtalelser har haft stor betydning for Europas sikkerhedspolitiske kurs. Lyt med, når vi tager pulsen på den danske EU-modstand – og spørgsmålet om, hvorvidt den kan vokse sig stærk igen.