Advertise on podcast: Bloom

13 millioner kroner. Så meget er en hval værd. Beløbet har Den Internationale Valutafond regnet sig frem til ud fra, hvad hvaler opfanger af CO2 og indbringer økoturismebranchen. Men tallet afspejler ikke den værdi, hvaler har i sig selv, og den betydning, de har for havenes økosystemer. Hvordan kan markedets logikker overhovedet bruges til at passe på planeten? Og er juridiske rettigheder bedre til at sikre naturen? I størstedelen af verden har dyr og natur ingen stemme i hverken retssale eller regneark. Den globale biodiversitet lider under et økonomisk system, der sætter vækst, forbrug og kortsigtet profit højest – mens dyr, planter og levesteder ikke kan forsvare sig selv mod de uretfærdigheder, de udsættes for. Derfor arbejder milj��konomer og økologiske økonomer verden over på at etablere nye måder at anerkende naturværdier, og den globale 'Rights of Nature'-bevægelse kæmper for at give og sikre rettigheder til dyr, planter og levesteder. I New Zealand har man givet bjerget Taranaki samme juridiske status som en person. Mens vi herhjemme slås med ulvebeskyttelse i Vestjylland og dyrevelfærden i de danske svinestalde, har højesteret i Ecuador afgjort, at forurening har krænket Machángara-flodens rettigheder. Jurist Søren Stig Andersen og milj��konom og IPBES-ekspert Mette Termansen udforsker i denne samtale, hvordan vi bliver bedre til at sikre hensynet til naturen og biodiversiteten i vores økonomiske og juridiske systemer. For er penge eller paragraffer bedst til at passe på naturen? Og skal vi gøre det for vores egen skyld – eller for naturens?

Den lille loddefisk ammassak kaldes også 'livets fisk' i Grønland. Ammassakken er en biologisk nøgleart i det arktiske marine økosystem. Sammen med kød fra sæler, rensdyr og havfugle har den været en vigtig del af den grønlandske kost i århundreder. Men hvordan hænger denne kødtunge kost lige sammen med nutidens dominerende kostråd, der understreger en plantebaseret kost som bedre for krop såvel som miljø? Mikrobiolog Aviaja Lyberth Hauptmann har forsket i ammassakkens betydning for grønlandsk madkultur og er fortaler for en kostrevolution, der gør op med grønlændernes brug af importeret mad. Spørger man hende, findes der ikke sådan noget som universelle kostråd. Ligesom kulturer er forskellige, så er maver og mikrobiomer det også – og hver kultur fortjener sin egen lokale kostpyramide. Alligevel anbefaler de grønlandske myndigheder stadig mælk som kilde til calcium, selvom langt de fleste inuitter er laktose-intolerante – og selvom ammassak indeholder cirka 10 gange mere calcium end mælk. Til Smagen af... Ammassak diskuterer Aviaja Lyberth Hauptmann og gastrofysiker Ole G. Mouritsen, hvad ammassakken kan lære os og vores maver om grønlandsk – og dansk – madkultur.

'Sila' er grønlandsk for vejret udenfor og vejret indeni – et ord, der kan betyde både klima, ånd og bevidsthed. Begrebet er centralt for de oprindelige grønlandske folks natursyn, der anser naturen for at være et samlet hele, hvor alle dele påvirker hinanden. Og så er det udtryk for en viden, der er lokal og formet af århundreders dybe erfaringer. For hvilken viden ligger der i inuitternes levevis, kulturelle praksisser og fortællinger – i hvalfangst, igloer og myter? Vestlig videnskab har traditionelt haft svært ved at finde ud af, hvad den skal stille op med oprindelige folks viden. Men måske er en anden videnskab mulig – som faktisk får vidensformerne til at tale sammen. Ny forskning forsøger at bygge bro og forene oprindelig viden med det akademiske. På den nye grønlandske biologiuddannelse SILA har man valgt discipliner som kemi, genetik og statistik fra til fordel for f*g, der tager udgangspunkt i de arktiske naturfænomener – såsom rensdyr, sæl og is. Vær med, når biolog Aviaja Lyberth Hauptmann, forsker i inuit-viden Vivi Vold og idéhistoriker Rithma Kreie Engelbreth Larsen åbner Bloom med en samtale om de vidensformer, der er blevet til på Grønlands tykke is. (Obs: Denne talk starter umiddelbart efter Asta Kongsteds intro, som desværre måtte blive skåret fra på grund af mangelfuld lydkvalitet).

Algoritmiske principper baseret på store krabbeflokkes bevægelser. En kakerlak, der uden at vide hvordan, "styrer" en robot. Eksperimentelle væskecomputere, der kan modellere et lands økonomi ud fra bevægelserne af vand i en spand. Og det svampelignende slimdyr 'troldsmør', der er blevet brugt til at genskabe Tokyos metrosystem i en petriskål. Det er nogle af de tankevækkende eksempler på biologisk inspirerede computersystemer, som den britiske forfatter og teknoøkolog James Bridle undersøger i sin bog 'Ways of Being – Animals, Plants, Machines: The Search for a Planetary Intelligence'. James Bridle er glødende fortaler for, at vi skal udvide vores begreb om intelligens og lade os inspirere af de myriader af andre intelligensformer, som findes i naturens verden. For hvad er intelligens overhovedet? Og hvilken form for intelligens er det, vi copy-paster, når vi i dag udvikler kunstig intelligens? "I dag tænker vi i stigende grad som computere, fordi vi har ladet dem definere, hvad vi kan tænke." Computere, som vi kender dem, er baseret på binær kode – et system af 1'er og 0'er, tændt eller slukket, ja eller nej. Vores digitale teknologier og AI-systemer hviler på denne enten-eller-logik, der med en umådelig magt er blevet vævet ind i og begyndt at dominere alle aspekter af vores liv, mener Bridle. Naturen derimod er en pærevælling af det, Bridle kalder for planetær intelligens – et væld af ikke-binære og decentrale systemer, der løser problemer og kommunikerer på måder, der er radikalt forskellige fra os mennesker og vores avancerede regnemaskiner. "Systemer med intelligente, beregnende evner – svampenetværk, slimdyr og myrekolonier – har altid eksisteret i den naturlige verden, men vi måtte genskabe dem i vores laboratorier, før vi var i stand til at genkende dem andre steder." Det helt afgørende er for Bridle, at vi med krabbeflokke og bisværme, ja, hele økosystemer som vejvisere kan skabe teknologier, der i stedet for at kontrollere, dominere og udbytte skaber rum for samarbejde, frihed og gensidig empowerment på tværs af både politiske og biologiske skel. For naturens verden er rig på læremestre. Med dem som inspiration kan vi skabe bedre og anderledes intelligente maskiner og teknologier, som måske endda kan hjælpe med at få planeten tilbage i balance. (OBS: Vi oplevede et strømnedbrud under denne live-talk fra Bloom 2026. Derfor afbrydes James Bridle kortvarigt omkring 28 minutter inde i talken, som genoptages umiddelbart efter).

Hvad er natur egentlig? Er det den uberørte vildmark? Den anlagte skov eller den dyrkede mark? Hvad med bytræet og stueplanten? Og er mennesket noget andet end naturen – eller indgår vi som pattedyr blot som endnu en levende del af den store sammenhæng? Naturbegrebet er til evig forhandling, og særligt modsætningen mellem natur og kultur er blevet diskuteret gennem generationer. Siden 2017 har Blooms husfilosof Hans Fink taget os med på en rejse gennem naturbegrebets mangfoldighed og lært os at skelne mellem naturens syv betydninger: det uberørte, det vilde, det landlige, det grønne, det fysiske, det jordiske og det hele. I 2026 trådte han ind på Blooms største scene og åbnede den tiende udgave af festivalen.

Hvad nu hvis verdenshistorien ikke kun er en fortælling om mennesket – men én om hele planeten? For mennesket er blot et mikroskopisk blip i en milliarder år gammel planets historie. Og på denne korte tid har vi forandret kloden mere end nogen anden art. Vi befinder os midt i Antropocæn. En geologisk epoke, hvor én art har sat det definerende aftryk, men som samtidig har givet anledning til et hav af nye forbindelser – fra udbredelsen af invasive arter som vandhyacinten og ribbegoplen til nye antibiotikaresistente bakterier og uforudsigelige svampesygdomme. For mens vi har skrevet vores egen historie gennem fortællinger om krig og fred, vækst og tab, har selve planetens geologi, klima og biodiversitet formet sig med os. Hvilke andre historier har udfoldet sig sideløbende med menneskets buldren gennem klodens kontinenter og økosystemer? Og hvad skulle vi gøre uden den infrastruktur, som både sten og planteliv skaber for os? To af årets hovedtalere mødtes for første gang på Bloom for at udforske, hvad der sker, når vi skriver planetens historie i stedet for kun menneskets historie. Antropologen Anna Tsing leverede med sin bog fra 2015 'The Mushroom at the End of the World' en af de mest nyskabende antropologiske undersøgelser af vores økologiske situation. Og geologen Marcia Bjornerud, som med sin bog 'Timefulness' opfordrer os alle til at tænke som geologer og lytte til Jordens sten. Spørger man hende, kan det give os en helt anden og dybere indstilling til tiden, der måske kan kurere os for vores ekstreme kortsynethed. Historiefortællende forskere som Tsing og Bjornerud kan åbne vores øjne for den myriade af forskellige arter og tidsforståelser, som også er vigtige for at få historien på plads – og for at få naturen frem fra kulissen.

Det første, der voksede frem af jorden, efter bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki i 1945, var en svamp ved navn matsutake. Matsutake gror nemlig bedst, der hvor mennesket i forvejen har været forbi med enten bomber eller motorsave: i radioaktive miljøer og afskovede landområder. For den kinesisk-amerikanske antropolog Anna Tsing er den lille aromatiske svamp et perfekt billede på, hvordan livet kan finde vej i selv de mest ødelagte og giftige miljøer. "Det er på tide at lægge mærke til svampeplukning. Ikke fordi det vil redde os. Men fordi det kan åbne for vores forestillingsevner." I sin nyklassiker af en bog 'The Mushroom at the End of the World' fra 2015 følger Tsing matsutakes rejse gennem en labyrint af kapitalistiske handelsmarkeder, eksklusive japanske køkkener og forvitrede nordvestamerikanske skovlandskaber. Matsutake fortæller på den ene side en historie om menneskets ødelæggende færd gennem jordens naturlandskaber – og på den anden side én om håb, samarbejde og overlevelse på en medtaget planet. Som en af verdens førende forskere i det antropocæne har Anna Tsing banet vejen for nye måder at tænke forholdet mellem natur og kultur. Hendes banebrydende antropologi er på alle niveauer symbiotisk: Den studerer biologiske symbioser mellem svampe og deres værtstræer. Den kortlægger menneskelige relationer som mellem svampeplukkere og -købere i Oregons skovbryn. Og den har sat nye standarder for, hvordan naturvidenskabelige forskere og humanister som hende selv kan samarbejde om udforskningen af vores tids økologiske kriser.

Hvornår har du sidst følt dyb forundring ved synet af et landskab, en stjernehimmel – eller blot det at eksistere? Måske følte du det den 12. august 2026, da en sjælden solformørkelse indhyllede store dele af Europa i kortvarigt mørke og samlede millioner af mennesker om en fælles kosmisk begivenhed. Den amerikanske psykolog Dacher Keltner er forskningsverdenens fremmeste fortaler for, at vi skal genfinde vores oprindelige evne til at lade os forbløffe af tilværelsen. Keltner har dedikeret sin karriere til at forstå følelsernes psykologi, og efter mere end 20 års forskning står svaret på spørgsmålet om det gode liv klart: "Find awe." Det engelske ord lader sig stædigt oversætte, men på dansk kommer 'ærefrygt' og 'forundring' tættest på. Det er en følelse, der opstår, når vi konfronteres med noget større end os selv: storslået natur, dybe indsigter eller øjeblikke af intens skønhed og forbundethed. I sin bog 'Awe – The Transformative Power of Everyday Wonder' følger han forundringens historiske linjer gennem alt fra litteratur, kunst og videnskab til ganske almindelige hverdagserfaringer. Forundring er forbundet med følelser af nysgerrighed, kreativitet og åbenhed over for nye måder at forstå sig selv, verden og universet på. Det er en slags eksistentiel og biologisk grundindstilling, som er stærk i barndommen, men som falmer jo ældre vi bliver. Men vi gør klogt i at genfinde forundringen i vores liv og hverdag – for ifølge Keltner er den nøglen til intet mindre end det gode liv, som filosoffer har forsøgt at definere siden tænkningens daggry. Forundring var startskuddet til den tanketradition, vi i dag står på skuldrene af. Gamle græske filosoffer som Platon og Aristoteles mente, at al filosofi begynder med forundring, og at det er selve krumtappen i menneskets stræben efter visdom og erkendelse. Keltners forskning viser, at forundringen især opstår i erfaringer af ekstraordinær naturskønhed eller livsomvæltende personlige begivenheder som fødslen af et barn. Spørger man Keltner, består forundringens transformative potentiale i, at den også kan opstå i mere umærkelige hverdagsbegivenheder – gennem musik, små moralske handlinger, i mødet med ens omgivelser og endda som et spontant lyspunkt midt i dyb sorg eller eksistentiel fortvivlelse. Lyt med, når Dacher Keltner kaster lys over, hvordan vi kan dyrke forundringen og se på verden med andre øjne.

I Theis Ørntofts seneste roman, 'Habitat', støder Theis i sin research til et essay om grøn industri på et sigende tal fra Our World in Data: "I 1995 gravede vi 9.000 tons litium op af jorden. I 2021 var tallet steget til 100.000 tons. I 2030 forventes det at være steget til 500.000 tons." Det er "nådesløst deprimerende" læsning, konstaterer han. I stadig større skala graver vi kul og metaller op af jorden, affisker havet, overgøder landbrugsjorden og producerer oksekød, svinekød, kyllingekød og plastic. Det er mere acceleration end omstilling, vi er vidner til. Så hvordan kan vi tale om grøn omstilling, når vores forbrug bare eskalerer, og vi forsvinder ind i skærme drevet af litium-ion-batterier? Fra autofiktionen i 'Habitat' skifter Ørntoft genre og gear i det nye essay 'Bag litiumbjergene', der er et opgør med det senmoderne menneskes fortrængninger. Essayet undersøger, hvordan man finder håb i en global civilisation, som ikke er bæredygtig – og om det er muligt at genskabe forbindelsen til et jordisk liv. Vær med, når dansk litteraturs helt store klima-killjoy Theis Ørntoft prikker hul på den grønne omstilling og kaster et kritisk blik på, hvad der gemmer sig "omme bag den gode fortælling."

Bryder AMOC-havstrømmen sammen i år 2057, eller er klimaforandringerne ved at skabe et Hothouse Earth-scenarie med umenneskelig varme? Er vores demokratiske, retsbaserede samfundsorden gået i opløsning, og er Vesten en saga blot i år 2132? Har mennesket anno 2521 udviklet ny medicin og nye teknologier, som giver os længere liv og hidtil uforudsete evner? Og er der plads mellem vores marker og byer til en fri og mangeartet natur i år 3036? Tankeeksperimentet sætter forskningens forudsigelseskraft på prøve. På rejsen gennem de næste 1.000 og 10 års historie slår otte af landets førende forskere i selskab med vært Simon Stefanski ned i fire scenarier, der med spekulativt afsæt i aktuel forskning undersøger klimaets, samfundenes, menneskets og naturens skæbne. Og hvem ved? Måske får vi løst nogle af verdens kriser og svaret på videnskabens store spørgsmål undervejs? Mød statistiker og ekspert i biofysiske dynamikker Susanne Ditlevsen, glaciolog og klimaforsker Sebastian Mernild, jurist og katastrofeforsker Kristian Lauta, idéhistoriker Mikkel Thorup, medicinhistoriker og filosof Adam Bencard, AI-kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, molekylær naturhistoriker Eline Lorenzen & biolog og rewilding-ekspert Jens-Christian Svenning. Vært på tankeeksperimentet er Simon Stefanski – journalist og vært på Genstart. Showet indledes med kort introduktion ved festivaldirektør Svante Lindeburg. Lyddesign: Atusji Scenarier: Steffen Krejberg Knudsen

Engang blev naturforskningen til i parker og baghaver. Feltarbejde var en del af familieudflugter, og interimistiske eksperimenter blev udført hjemme ved køkkenbordet. Charles Darwin testede sin evolutionsteori i drivhuset ved sit landsted, og munken Gregor Mendel knækkede koden til den moderne genetik ved at avle ærteplanter i sit klosters køkkenhave. Sidenhen blev videnskaben professionaliseret. Naturinteresserede amatører havde ikke længere en plads i det videnskabelige system af avanceret teknisk udstyr, laboratorier fulde af studerende og laboranter og tunge databaser med tusindvis af tidsskriftsartikler. Men måske er det tid til at genopdage denne glemte side af naturforskningen? I bogen 'The Urban Naturalist', der er lige dele manifest og felthåndbog, slår den hollandske evolutionsbiolog Menno Schilthuizen et slag for at lade sig inspirere af 1800-tallets autodidakte naturforskere. Ny teknologi har endnu engang vendt historien på hovedet, og i stedet for at afskære almindelige naturentusiaster fra forskningen kan vi alle sammen tage på ekspedition ud i naturen. Notesbøger, sommerfuglenet og forstørrelsesglas kan suppleres af en overflod af digitale hjælpemidler og gadgets til hjemmelaboratoriet. Ifølge Schilthuizen kan enhver moderne Darwin snildt starte sine undersøgelser samme sted som i 1800-tallet: i baggårde og parker midt i de byer, hvor vi færdes til dagligt. For ligesom stenbroen tiltrækker myriader af mennesker, tiltrækker byer også et væld af dyre- og plantearter, der aldrig har interageret før. Her udfolder evolutionen sig i realtid, når nye økosystemer skyder frem mellem brostenene og arter tilpasser sig livet i storbyjunglen.

"Byen er en samling af menneskelige individer, der drømmer om at være en skov." Ordene er den italienske plantefilosof Emanuele Coccias. Arkitektur er ifølge italieneren aldrig et anliggende mellem mennesket og dets omverden alene: Det er et anliggende mellem arter lige fra mennesker, dyr og bakterier til de alger og planter, hvis fotosyntese i første omgang gjorde og gør vores verden åndbar. "Den levende verden er en verden af arkitekter," som han skriver. På Bloom 2025 gik Coccia i dialog med naturdesigner og arkitekt Stig L. Andersson. Fra hver deres side af skellet mellem filosofi og arkitektur bidrager de til en aktuel naturfilosofisk strømning, der forsøger at gentænke naturens rolle i vores byer og landskaber. I århundreder har mennesket tæmmet, beskåret og ødelagt natur for at gøre plads til urbanisering. Men i en tid med klima- og miljøkriser går flere tænkere, arkitekter og landskabsdesignere nu til byarkitekturen på måder, der lader den forme og medskabe byens rum. I sin naturfilosofi har Coccia gjort sig til fortaler for en 'mellemartslig arkitektur', der ikke længere tænker på naturen som et stykke ikke-civilisation uden for bymurene, men giver naturen plads til at vokse sammen med byerne og samtidig har planternes og dyrenes livsvilkår for øje. Som grundlægger af det naturbaserede design-studio SLA har Andersson de seneste årtier sat sit unikke præg på et utal af byrum, parker og landskaber, hvor naturen sættes i den æstetiske forgrund. Spørger man ham, har arkitekturen i alt for lang tid beskæftiget sig med 'det byggede' og overset 'det groede' miljø. Med inspiration fra alt fra Immanuel Kants æstetik til Niels Bohrs komplementaritetsprincip tegner Andersson konturerne af en ny naturfilosofisk tilgang til arkitektur og design, der lader det målbare og det rationelle vige for en mere sanselig oplevelse af naturen. En tilgang, der ifølge Andersson skal skabe en "by, der føles og fungerer som en skov". Hør to at tidens store naturtænkere undersøge arkitekturens rolle i naturkrisernes tid.

Hvile er en del af naturens gang. Dyr går i hi, og planter som anemonen ligger i vækstdvale i jorden og venter på, at foråret kommer og lokker den op for at blomstre. Men for mennesker er hvile på én gang et biologisk behov og et komplekst socialt og eksistentielt fænomen udspændt mellem kultur og natur, mellem kulturelle vaner og dyriske behov. I kunstprojektet 'Laboratorium for hvile' på årets festival undersøger performancekunstner Nana Francisca Schottländer og Kritisk Masse hvile som kreativ praksis, modstandshandling og som kilde til en dybere forbindelse med os selv og vores omgivelser. Som oftest hviler vi os inden døre – i private rum afkoblet både fra naturen og fra vores hektiske højhastighedssamfund. Men hvad sker der, hvis man begynder at hvile sig i al offentlighed midt under en festival og midt i Søndermarkens spirende økosystem? Kan sten, vand, planter og bjørnedyr inspirere os til nye måder at hvile, være og møde verden på? Det taler Schottländer om med antropolog og forfatter til 'Indendørsmenneskets natur' Cecilie Rubow, der op til denne samtale har kastet sit antropologiske blik på 'Laboratorium for hvile'. For ligesom det ifølge Rubows modernitetskritik er første gang i menneskehedens historie, at vi bruger så meget tid inden døre, som vi gør, er det nyt, at vi har glemt, hvordan vi hviler os.

De seneste årtier er banen blevet kridtet op til en gastronomisk og ideologisk kamp om, hvordan vin egentlig bør smage og fremstilles. På den ene side af vintønden står de konventionelle vindrikkere, der sværger til en vin med fylde og høj alkoholprocent, som har undergået en lang række kemiske forvandlinger – styret og ledt ned i alle detaljer af menneskehånden, som sørger for ensartethed år efter år. På den anden side står de unge byboere, der foretrækker den vilde naturvin, som der ikke er tilsat svovl og kulturgær til, og som gerne må være grumset og have noter af eddike og hestestald. I dag tyder noget dog på, at kridtstregerne er ved at opløses. Mere og mere naturvin har smidt de skøreste noter og går efter ordentlighed og præcision. Og konventionelle bønder omlægger til biodynamik og økologi med inspiration fra de unge producenter. Går vi en tid i møde, hvor grænserne mellem konventionel vin og naturvin sløres? Eller er forskellene stadig til at smage på? Smag selv, når smagsforsker Qian Janice Wang og vinmand Christoffer Brandt gør status over vinens verden.

»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.