Advertise on podcast: Socialt Indblik

”Narcissister tænker først og fremmest på sig selv. Også når de bliver forældre.”  Sådan lyder det fra psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der netop har udgivet bogen Sprækker af lys, der handler om, hvad det vil sige at vokse op med en narcissistisk forælder.   For de fleste børn af narcissistiske forældre trækker opvæksten nemlig dybe spor ind i voksenlivet, fortæller hun i et afsnit af ”PERSPEKTIV”. Cleoh Dharma Søndergaard møder børnene af narcissistiske forældre, når de som voksne opsøger hende i hendes klinik. I podcasten kan du høre, hvad narcissisme er, og hvad det kan betyde for et barn at vokse op med narcissistiske forældre. Cleoh Dharma Søndergaard fortæller, hvordan hun hjælper dem til at frigøre sig fra og håndtere deres forældre, men også med at komme kontakt med deres egentlige værdier og skabe et meningsfuldt liv. For det er nemlig muligt at hele efter en opvækst med narcissistiske forældre.  ”Vi kan ikke fjerne symptomer fuldstændig. Og vi kan ikke fjerne de traumer, der har været, og de konsekvenser, de har haft. Men vi kan arbejde med at ændre vaner, og når det gælder traumer, kan vi få flashbacks til at fylde mindre. Og så kan man lære at rette fokus hen på at mærke, hvad der er vigtigt for én i livet,” siger hun. I næste program, der kommer om en uge, dykker vi lidt længere ned i de metoder, som Cleoh Dharma Søndergaard bruger, når hun har børn af narcissistiske forældre i terapi. Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm.  Udgivet af Socialt Indblik. 

”Når du i keramikværkstedet arbejder med leret i hænderne, når du strikker, snitter eller laver andet håndarbejde, får du lettere adgang til at mærke dig selv. Alle æstetisk kreative aktiviteter, der stimulerer sanserne, styrker vores oplevelse af at være til stede i verden her og nu, fordi vi får en helt konkret kropslig feedback fra det fysiske materiale, vi har i hænderne.”   Det fortæller neurobiolog og dr.pæd. Theresa Schilhab.   I årevis har hun undersøgt, hvordan krop og sind er uløseligt forbundet, og hun mener, at psykiatriens nedprioritering af de kreative værksteder har glemt noget helt afgørende: at sindet ikke kan hele uden kroppen.   Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Theresa Schilhab og fortæller, hvordan håndens arbejde kan genskabe balancen i et psykisk belastet sind, og hvorfor flere nu ønsker de kreative værksteder tilbage.   Artiklen er nu udkommet som oplæst artikel.  Du finder artiklen her Foto: Jeppe Carlsen

”Nåh, så du er sådan en der vasker numser på gamle mennesker.”  Når social- og sundhedsassistenter fortæller, at de arbejder i ældreplejen, er det ofte kommentarer som denne, de mødes af. ”Det, vi er optagede af, er, at man skal se mennesker nøgne og vaske dem steder, hvor det er ulækkert. Man kan måske også vide, at de gør rent. Men ellers har de fleste mennesker ikke ret meget fantasi i forhold til at forestille sig, hvad det her arbejde er,” siger psykolog Anneke Dapper-Skaaning. Hun har selv arbejdet inden for ældre- og demensområdet de sidste 30 år, og hun mener, at der mangler anerkendelse og forståelse for det store arbejde, medarbejderne i ældreplejen yder.   Sidste år udgav hun bogen ”Verdens vigtigste arbejde”, som hun har kaldt en gave til dem, der arbejder inden for ældre- og demensområdet. Hendes mission er at hjælpe til at genvinde anerkendelsen og respekten for arbejdet i ældreplejen. ”Der ligger en kæmpe faglighed i at skabe den tillid, tryghed og relation, der gør, at man kan træde ind i et andet menneskes liv og hjælpe dem med det, der er svært. Det er der alt for lidt forståelse for,” siger hun. I podcasten kan du høre, hvad der, ifølge Anneke Dapper-Skaaning, skal til, hvis vi skal gøre arbejdet i demens- og ældreplejen attraktivt for den unge generation – frem for at kigge mod udlandet for at finde arbejdskraft. Programmet er udgivet af Socialt Indblik. Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm.

Sex, der opsøges uden lyst. Eller sex med det formål at få den anden til at påføre sig skade. Der gemmer sig ofte store traumer bag, når unge bruger sex til at skade sig selv. Derfor skal vi have langt mere øje for den såkaldte seksualiserede selvskade, som et større og større antal unge bruger, og som indtil for nylig var ubeskrevet i Danmark. Den gode nyhed er, at vi godt kan hjælpe dem. Medvirkende: Lotte Rubæk, der er psykolog og leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og faglig leder i Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Dorte Mølgaard Christiansen, psykolog på Syddansk Universitet (SDU) Artiklen er skrevet af Eva Frydensberg Holm Illustration Sille Jensen Find den digitale version af artiklen her

De senere år har vi set en eksplosiv stigning i antallet af unge, der skader sig selv. Og mens vi engang primært forstod selvskade som noget, den enkelte unge påførte sig selv, må vi i dag forstå begrebet bredere.   Det mener i hvert fald de to psykologer og eksperter i selvskade Bo Møhl og Lotte Rubæk, der i deres nye bog I tusind stykker introducerer begreber som selvskade by proxy og digital selvskade. Hvorfor skader flere unge sig selv? Hvordan selvskaden kommer til udtryk? Og hvad kan vi som samfund kan gøre for, at færre unge vælger at bruge selvskade som ’quick fix’ til at regulere svære følelser? Medvirkende: Lotte Rubæk og Bo Møhl Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm Udgivet af Socialt Indblik

Lili går i 3.g og får topkarakterer. Men om natten drømmer hun, at hendes lærer ikke kan lide hende, og hun føler, hun ikke er god nok. Hun er et billede på den store gråzone mellem trivsel og mistrivsel, som sociolog og forsker Søren Juul beskriver i denne episode af ”PERSPEKTIV”. “Der er en lille gruppe, der virkelig mistrives. Men der er også en meget stor gruppe, som tilsyneladende trives og har det godt. Men bag facaden har de det faktisk ikke så godt.” Søren Juul er medforfatter til Ungdomsliv i en præstations- og selvrealiseringskultur, hvor han sammen med sine medforfattere både analyserer de store undersøgelser og har talt med unge om deres eget liv. For mistrivslen handler ifølge Søren Juul ikke kun om skærme, karakterer eller enkelte reformer – men om en kultur, hvor de unge bærer forventninger om at skabe deres egen lykke og præstere på alle livets områder. “Det er en kamp imod en idé om, at vi skaber os selv og vores eget liv … en kamp for en større fællesskabsfølelse. Det gode liv er ikke noget, vi realiserer på egen hånd. Det gode liv er noget, vi realiserer i fællesskab.” Lyt med, hvis du vil forstå, hvorfor unges mistrivsel ikke kan reduceres til individuelle løsninger – og hvorfor vejen ud af krisen også er en kulturkamp. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik Skriv dig op til vores nyhedsbrev

”Den frihed, jeg havde forestillet mig, var der bare overhovedet ikke.” Da Sara forlod sin voldelige kæreste, troede hun, at alt ville blive anderledes.At hun kunne begynde forfra – uden frygt, kontrol og regler. Men volden fortsatte, bare i nye former. Han truede med at tage børnene, holdt øje med hendes hus og lod hende aldrig helt i fred. Samtidig begyndte Saras krop at reagere. Hun mærkede uro, hjertebanken og svigtende koncentration. Lægen kaldte det en belastningsreaktion – men for Sara var det først og fremmest et tegn på, hvor dybt volden havde sat sig. ”Jeg var bange og utryg – og følte mig igen isoleret og kontrolleret,” fortæller hun. I podcasten fortæller Sara om vejen ud af volden, om at forstå kroppens reaktioner og om langsomt at genvinde følelsen af frihed. Tilrettelæggelse og redigering: Eva Frydensberg Holm Podcasten er prduceret i et samarbejde med Kvindehjemmet. Skriv dig op til Kvindehjemmets nyhedsbrev

”I dag kalder vi næsten alt for traume. Men vi har brug for at kende forskel på belastning, stress og egentlige traumer – ellers mister vi forståelsen af, hvad der virkelig rammer et menneske,” siger psykolog og forfatter Susan Hart. I PERSPEKTIV fortæller hun om sin bog Traumeforståelse og forklarer, hvad et traume egentlig er – og hvorfor det handler mindre om hændelsen og mere om relationerne og de støttesystemer, der omgiver os. Hun beskriver forskellen på choktraumer og udviklingstraumer – og hvorfor heling afhænger af, hvordan vi bliver mødt. ”Man kan ikke gøre et barn til spædbarn igen. Men man kan skabe oplevelser, hvor mennesker mærker sig selv og langsomt genopbygger tilliden,” siger hun. For Susan Hart handler traumeforståelse om at se bag adfærden og finde det, der mangler – ikke kun det, der er gået galt. Læs mere om programmet her. Tilrettelagt af Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik

”Jeg tror, at vi har svært ved at erkende, at det samfund, vi har bygget i bedste mening, faktisk slider helt vildt på børn og unges trivsel.” Sådan siger Dea Seidenfaden, der netop har udgivet bogen Mysteriet om unges mistrivsel. Dea Seidenfaden, der er uddannet psykolog og forperson for Dansk Psykologforening, fortæller om sin nye bog, der afmystificerer, hvorfor vi ser flere og flere børn og unge i mistrivsel, på trods af at samfundet i dag er så rigt som aldrig før, og at de gode intentioner står i kø. ”Det er ikke onde mennesker, der sidder og beslutter, at tingene skal være sådan. Men mange af de gode beslutninger, vi har taget i bedste mening, har tilsammen skabt en giftig kombination af krav og forventninger, som mange børn ikke kan bære,” siger hun. I podcasten fortæller Dea Seidenfaden, hvorfor hun kalder mistrivslen blandt børn og unge for et generationssvigt, og hvorfor hun mener, at det er på tide at holde op med at diskutere, om der er et problem, og i stedet begynde at handle. For mistrivsel handler ikke kun om de unge selv, siger hun – men om de rammer og systemer, vi som samfund har skabt omkring dem. ”Vi har på en måde fået bygget et samfund, hvor alt skal udvikle sig hele tiden. Selv børn i vuggestuen skal have udviklingsplaner. Og i skolen har vi gjort kravene så høje, at for mange børn oplever, at de ikke kan følge med. Før var livet hårdt – nu er livet svært,” siger hun i podcasten. Men samtalen handler ikke kun om diagnoser, pres og systemfejl. Den handler også om at finde veje tilbage til mening, nærvær og tryghed i børns og unges liv. For som Dea Seidenfaden siger: ”Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så knækker samfundet på et tidspunkt. Men det kan vi nå at ændre, hvis vi tør se på os selv og de krav, vi stiller.” Tilrettelagt af Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik

”Jeg siger ikke, det er nemt at lave et fællesskab, hvor der er plads til alle. Men det er jo det, der er øvelsen. Og det er ikke en nem øvelse. Men hvis vi peger ud, at det er nogens skyld, så synes jeg, vi starter et lidt uheldigt sted.”  Anne-Mette Sohn Jensen insisterer på, at fællesskabet kan rumme alle. Men det kræver en tung pædagogiske værktøjskasse, at vi som voksne tager ansvar, og at vi indrømmer, at vi selv som lærere eller pædagoger begår fejl og indimellem står over for en umulig opgave, når der på et splitsekund i en klasse eller børnegruppe skal vælges mellem at tage hensyn til den enkelte eller til flertallet.  Derfor har hun samlet 37 konkrete specialpædagogiske redskaber i ”Den pædagogiske redskabsbog”, som ikke bare er målrettet det specialpædagogiske område, men også almenområdet, altså skoler og dagtilbud.   Specialpædagogikken er nemlig rykket ind i almenområdet, mener Anne-Mette Sohn Jensen, der er uddannet pædagog, cand.pæd. i pædagogiske psykologi og forfatter til en lang række bøger. Hør, hvorfor Anne-Mette Sohn Jensen mener, at vi kan balancere hensynet til den enkelte og til flertallet i et fællesskab, hvordan det kan gavne hele fællesskabet, hvordan vi tilpasser kravene til børnene, og hvordan lærere og pædagoger selv får øje på deres handlemuligheder. Du får også to helt konkrete redskaber, som du kan bruge som lærer eller pædagog.  I programbeskrivelsen på Socialt Indblik finder du tidskoder og links til at arbejde med redskaberne. Tilrettelæggelse Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik Lyt også til podcastserien Forebyg omsorgstræthed med Anne-Mette Sohn Jensen.

”Radikalisering sker jo oftest for de mennesker, som er sårbare på den ene eller den anden måde. Og der er mange måder, man kan gøre os sårbare på. En stor del af det er jo ensomhed og at blive skubbet uden for fællesskabet.”  Det fortæller Kristian Lundø Laursen, der er overlevende fra terrorangrebet på Utøya i Norge, hvor Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 skød og dræbte en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF. Sammen med Anas Zrir taler han om, hvordan konspirationsteorier opstår og kan blive farlige.  Anas Zrir er ekspert i konspirationsteorier og medlem af Rygtepatrulje, som Finn Nørgaard Foreningen står bag, og som tager ud til gymnasier og skoler for at forebygger spredning af misinformation og konspirationsteorier. Idéen er at skabe et forum for dialog, hvor de unge uden frygt for at blive udskammet kan tale om det, der optager dem. Kristian Lundø Laursen fortæller samtidig i podcasten, hvordan han oplevede terrorangrebet på Utøya. Det er en beretning helt tæt på, men for Kristian Lundø Laursen er det vigtigt, at vi stadig lærer af historien og bruger den til at netop at tale for dialog frem for flere ekkokamre, hvor konspirationsteorierne kan opstå og leve. ”Meget af det, som skete med Breivik, var jo også, at han tidligt udviste nogle rimelig ekstreme synspunkter, og i mødet med det, så var der mange politiske aktører, som afviste ham frem for at tage en debat med ham. Og det er ikke, fordi jeg siger, at alt kunne have været afværget, hvis vi bare havde taget en politisk debat med Anders Breivik. Der er flere ting, der ligger bag ved det her, men det er mere for at sige, at der var mange tegn, der byggede sig op over tid. Og det var først, da Breivik vendte ryggen til offentligheden og gik ind i ekkokammeret, at det virkelig farlige arbejde begyndte,” siger Kristian Lundø Laursen. Lyt til podcasten, og hør, hvordan Kristian Lundø Laursen overlevede angrebet på Utøya, hvorfor han vil bruge historien den dag i dag, hvordan konspirationsteorier spillede en rolle i angrebet. De kommer også ind på, hvilke konspirationsteorier der i dag rører sig blandt unge, hvorfor de opstår og udvikler sig, og hvem der er særligt i risiko for at blive radikaliserede af konspirationsteorierne.  Samtalen er arrangeret i samarbejde med Finn Nørgaard Foreningen og optaget på Folkemødet 2025. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg  Udgivet af Socialt Indblik

For Victoria Holsting begyndte selvskaden, da hun gik i 9. klasse og var på en sommerhustur med vennerne. Hun var i en karrusel af kaotiske følelser, og med et glasskår skar hun spontant et snit i benet.  Da blodet fra snittet løb, strømmede en stærk følelse af ro gennem hende. Hun mærkede roen et par minutter. Så tog skammen over. Fuld af skyld og skam skjulte hun i flere år selvskaden, som blev en strategi til at forløse svære følelser, før hun en dag kunne tale højt om selvskaden og tage imod hjælp.   I en samtale på Folkemødet talte Victoria Holsting og hendes mor Naja Holsting med journalist Anne Anthon Andersen om, hvordan følelser af skyld og skam kan forstærke selvskade, og hvad man omvendt kan stille op for at undgå, at følelserne af at spille fallit som barn og forældre tager magten.   For Victoria blev det afgørende at tale med en psykolog, der hjalp hende til at forstå den viljestyrke, der også lå indlejret i selvskaden. Hun mener, vi er nødt til at møde selvskade med støtte, ro og rummelighed. I samtalen kan du også høre psykolog hos Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, Cathrine Wulff, forklarer selvskadens skjulte logik. Hvordan man kan forstå selvskade som en form for følelsesmæssig termostat, og hvorfor netop relationerne til de nære pårørende er en vigtig del af behandlingen. Birgitte Bergholt-Grymer, afdelingsleder og psykolog i Robus i Københavns Kommune, og Jakob Holst, leder af Center for Familie- og Voksenindsatser i Bornholms Regionskommune, fortæller om deres erfaringer med at inddrage forældrene i behandlingen af selvskade.   Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen Samtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Foreningen Selvskade & spiseforstyrrelser. Udgivet af Socialt Indblik

Som 25-årig brød Majken Svendsen sammen en dag under en forelæsning. Hun blev indlagt på psykiatrisk skadestue, og de næste otte år levede hun en tilværelse i zigzag ind og ud af psykiatrien. Seks forskellige forkerte diagnoser fik hun stillet, før en psykolog endelig virkelig så hende og stillede den rette diagnose, autisme.  I en samtale med journalist Anne Anthon Andersen fortalte Majken Svendsen om kampen for at passe ind. En kamp, som begyndte allerede som barn, og som til sidst blev en så stor belastning, at hun brød sammen med stress. Majken Svendsen passer ikke med det stereotype billede af autisme. Og i samtalen fortæller hun, hvordan stereotype forestillinger om autisme netop kan føre til fejldiagnoser og fejlbehandling og således få alvorlige konsekvenser for mennesker med autisme.  Hun forklarer, hvordan misforståelser kan fastholde autistiske mennesker i en konstant kamp for at passe ind i det, vi kalder normalen. Men også om det mere håbefulde. Hvordan psykiatrien og vi alle helt konkret kan blive bedre til at møde og forstå autistiske mennesker. Majken Svendsen afmonterer for eksempel fordommen om, at autister mangler empati. Tværtimod er mange autister følsomme og registrerer andre mennesker stærkt, forklarer hun. Og hun fortæller om, hvordan det at forstå sin autisme har hjulpet hende til at læse de kropssignaler, hun tidligere overså. Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen Samtalen på Folkemødet er arrangeret i samarbejde med Autismeforeningen.  Udgivet af Socialt Indblik Skriv dig op til Socialt Indbliks nyhedsbrev via linket her

”Traumebingo var et ord, jeg opfandt, mens jeg gik på Den Danske Filmskole, hvor vi jo grinede meget af, at man altid fik at vide: ’write, what you know’. Men det lå meget tykt mellem linjerne, at det var meget bedre, hvis det var en tragisk lidelseshistorie, end hvis du havde haft et, i situationstegn, almindeligt liv. Så når man kiggede ud over forsamlingen, og der var jeg ikke den eneste, så var det jo sådan: ’bingo, psykisk sygdom, bingo, anden seksuel orientering, bingo, bingo, bingo’. Så det er sådan et ord, jeg har haft med mig.” Det fortalte forfatter Anne Juul på Folkemødet i en samtale med journalist Anne Anthon Andersen.Her fortalte Anne Juul om bogen med titlen ”Traumebingo”, som hun har skrevet sammen med journalist Kristoffer Lind.Anna Juul betegner sig selv som ’Præmieskizofren’, fordi hun selv har opdaget, hvordan det at stå frem med psykisk sygdom kan give adgang til medierne. Men præmissen bliver alt for ofte på mediernes betingelser. Lyt til en samtale om at være en del af mediernes traumebingo, og hør Anna Juul læse op af sin bog. Anna Juul er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse. Tilrettelæggelse: Anne Anthon Andersen. Udgivet af Socialt Indblik.

”Jeg vil gerne have en kærlig skole. Så er der nogen, der er ved at sluge deres egen tunge over, at jeg bruger det ord omkring skolen, men jeg mener det faktisk.”   Det sagde Henrik Vestergaard Stokholm, da han hos Socialt Indblik på Folkemødet talte med skoleforsker Louise Klinge om omsorg og omsorgsetik. De talte om, hvad omsorg kan, både når børn mærker den fra andre, og når de selv får mulighed for at udøve den over for andre. ”Når børn udøver omsorg over for andre, så muliggør det, at børn kan udtrykke den kerne, som bor i os alle. Vi er født ind i en verden, hvor vi er skabt til at være i fællesskab med hinanden. Så at skabe en kærlig skole, det er utroligt, at det lyder kontroversielt, når vi godt ved, at kærlighed er det, der er vigtigst for os alle. Og når børn og unge er så mange timer i institutioner, det er de i 25.000 til 30.000 timer i løbet af deres opvækst fra vuggestue til ungdomsuddannelse, så må man ikke gå igennem der uden at få mulighed for at gøre godt for hinanden og være noget for hinanden,” sagde Louise Klinge.  Lyt til en samtale om vigtigheden af omsorg i skolen. Om omsorgsetik, om kærlighed, om leg, om en presset børne- og ungdomsgeneration, men også om et kæmpe håb. Henrik Vestergaard Stokholm er rektor på Niels Steensens Gymnasium i København og forfatter til bogen Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb.  Louise Klinge er børne- og skoleforsker og forfatter til flere bøger, senest Relationskompetent praksis i pædagogiske kontekster. Optaget på Folkemødet 2025. Udgivet af Socialt Indblik Tilrettelagt af Niels Svanborg.