Advertise on podcast: Citykirken Aarhus

Prædiken fra Jürgen Galonska on 11. oktober 2026

Prædiken fra Claus Bækgaard on 4. oktober 2026

Prædiken fra Bitten Høgh on 20. september 2026

Prædiken fra Johnny Hansen on 6. september 2026

Prædiken fra Ellen Frismodt on 23. august 2026

Prædiken fra Jürgen Galonska on 16. august 2026

Prædiken fra Claus Aagaard on 9. august 2026

Det handler prædikenen om Jürgen Galonska følger op på pinsedagens prædiken over Galaterbrevet 5 og afrunder serien med spørgsmålet: Hvordan skaber vi gode vækstbetingelser for Helligånden i vores liv? Åndens frugt – kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, godhed, troskab, nænsomhed og selvbeherskelse – er i grunden én frugt: Guds agape-kærlighed, som alt det andet er udtryk for. Det er Guds hensigt med dit liv, og det tager hele livet. Men har du selv indflydelse på det? Ja. Jürgen bruger Jesu lignelse om sædemanden (Markus 4) til at vise, hvordan Helligånden arbejder: Guds ord bliver sået i alle, og kvaliteten af det fejler ingenting – det er vores modtagelse, der afgør, om der kommer frugt. Vejen: Vi hører noget, men haster videre. Stengrunden: Vi tager imod med glæde, men det slår ikke rod. Tidslerne: Bekymringer, frygt og materialisme kvæler det. Den gode jord: Det bliver en integreret del af os, og så kommer der frugt. Det, der hindrer os i at elske, er vores holdninger, følelser og antagelser – alt det, der foregår indeni, når vi får lyst til at gøre noget godt for en anden. Helligåndens rolle er at pege på de indre processer – og det kræver, at vi lytter. Med et konkret eksempel – at invitere en ukendt fra gudstjenesten med på restaurant – viser Jürgen de hundrede indvendinger, der popper op, og hvordan Helligånden kan spørge: "Hvad skete der lige der?" Han fortæller personligt om, hvordan en dårlig oplevelse med en leder på bibelskolen havde låst hans syn på ledere, indtil Helligånden pegede på det og fornyede hans tankegang – metanoia. Forandringen skal produceres indeni, ellers er den ikke ægte. Til sidst giver han fire praktiske råd: Praktisér stilhed, brug gentagelse, handl i det små, og tal med andre om det. Lad Helligånden forme dit liv – fra frø til frugt. Centrale pointer Åndens frugt er i grunden Guds kærlighed; de andre egenskaber er udtryk for den. Det er Guds hensigt med dit liv, og det tager hele livet. Guds ord bliver sået i alle – det er din modtagelse, der afgør, om der kommer frugt. Du har indflydelse. Det, der hindrer os i at elske, er vores indre holdninger, følelser og antagelser. Helligånden peger på dem – hvis vi lytter. Ægte forandring sker indefra: Helligånden viser dig, hvorfor du handler, som du gør, og giver dig et nyt perspektiv (metanoia). Fire vækstbetingelser: stilhed, gentagelse, handling i det små og fællesskab. Bibeltekster: Galaterbrevet 5:22-23, 1. Korintherbrev 13:4-7, Markusevangeliet 4:3-9 og 4:13-20, Romerbrevet 12:2. Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Dejligt at se jer. Jeg har også en prædiken i min lomme – eller bare nogle notater. Er der nogen af jer, der følger med i VM i fodbold? Det er lidt svært, når det er helt derovre, men det starter faktisk først rigtig i aften, for tyskerne spiller. Michael fortalte inden gudstjenesten, at det hold, tyskerne skal spille mod i aften, kommer fra et meget lille land med kun 120.000 indbyggere – og at de kristne der beder meget for deres kamp. Så jeg er faktisk bekymret for, hvordan det går i aften. Nå, men vi har afsluttet vores tema om Galaterbrevet. Hvis du ikke har fulgt med, er du velkommen til at kigge på YouTube eller vores podcast og se eller høre hele serien, for der er nogle rigtig gode ting i den, som er så grundlæggende for os som kristne, at vi minder os om dem igen og igen: Hvordan bliver man en del af Guds familie? Hvad er egentlig Guds hensigt med vores liv? Da jeg forberedte mig til i dag, tænkte jeg, at jeg gerne ville følge op på det, jeg talte om pinsesøndag, som handlede om Galaterbrevet 5 og om pinsen: at Helligånden kom til jorden for at bo i os – Guds drøm om at bo i dig og mig. Vi havde ikke så meget tid; sådan er det altid om søndagen, vi kan ikke udfolde alt. Så hvordan samler jeg op fra pinsen og bygger videre? Jeg har givet prædikenen overskriften: Lad Helligånden forme dit liv – fra frø til frugt. Jer, der var her den søndag, har måske allerede en anelse om, hvad det handler om, men jeg gentager ganske kort nogle ting, så I, der ikke var her, kan følge med. Det kommer til at handle om, hvordan vi skaber gode vækstbetingelser, så et frø – ja, et frø, ikke en frø, den fejl har jeg lavet før, og så var der en frø, der hoppede over scenen – kan vokse. Hvordan skaber vi gode vækstbetingelser for Helligånden i vores liv? Gud vil gerne, at Helligånden bor i os, og vi har alle sammen en form for relation til Helligånden – enten en meget god, eller måske en, hvor vi tænker: Jeg kan ikke rigtig mærke Helligånden, hvordan kommer jeg tættere på? Jeg vil gerne sige til dig: Helligånden vil virkelig gerne spille en kæmpe rolle i dit liv. Du kan relatere til ham, du kan vokse i relationen til ham, og han har indflydelse på dit liv. Jeg vil starte med at læse et centralt vers fra Galaterbrevet 5: "Det, Helligånden frembringer i os, er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, godhed, troskab, nænsomhed og selvbeherskelse." Det er fantastiske ting. Tænk, at Helligånden vil frembringe det i dig. Nogle teologer siger, at fordi ordet for frugt, karpos, står i ental, mener Paulus, at Helligåndens frugt er kærlighed – og at alle de andre ting er udtryk for den kærlighed, som er i dit hjerte. Det kan man hurtigt blive enig i: Helligåndens frugt i dit liv er guddommelig kærlighed, for der står agape. Gud vil producere agape-kærlighed, Guds kærlighed, i dit liv, og alle de andre ting er nærmest bivirkninger – sådan udtrykker Guds kærlighed sig i dit liv. Pinsesøndag viste jeg, hvordan Paulus i kapitel 5 udfolder vores indre liv. Vi er alle sammen smittet af kundskaben om godt og ondt siden syndefaldet, og vi lever efter de præmisser: Vi har en forståelse af, hvad der er godt og ondt, og sådan lever du, om du er troende eller ej. Det er vores vilkår. Så har vi vores menneskelige egoisme, og Paulus laver en liste: Vores egoisme og vores kundskab om godt og ondt producerer blandt andet de ting, som ikke er så gode. Nogle kristne tænker måske, at fordi vi kun lever med kundskab om godt og ondt, er alle mennesker onde. Når jeg læser den slags på Facebook, tænker jeg: Hvad mener du? Der findes mennesker, som også er gode, og selv dem, der gør dårlige eller onde ting, gør også gode ting. En, der slår sin nabo ihjel, kan stadig elske sine børn – bare for at sætte det på spidsen. Det er ikke sådan, at her er de gode, og der er de onde. Vi har alle sammen samme præmis: Vi har et problem, der er noget egoisme i vores liv. Pinsesøndag talte vi om, at Helligånden flytter ind i vores liv, og at det er Helligånden, der producerer kærlighed i os. Vi lever i spændingsfeltet mellem de to ting, og vores opgave er ikke at udslette egoismen, men at den ikke længere styrer os. Du er nødt til at acceptere, at egoismen er der i dit liv – den skal bare ikke styre dig. Helligåndens opgave er, at vi mere og mere lærer at elske. Jeg har skrevet 1. Korintherbrev 13 nedenunder, hvor Paulus beskriver Guds kærlighed: Den er barmhjertig og venlig, ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk, lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. Den sørger over uret og glæder sig, når sandheden sejrer. Den holder altid fast, har fuld tillid, forventning og udholdenhed og varer evigt. Det er det, Helligånden vil producere i dit liv. Er det ikke vildt? Det tager hele livet, venner. Slap af – du behøver ikke lave det i dag. Men det er Guds hensigt med dig og mig, og det er derfor, Helligånden bor i dit liv: Han vil producere de her ting. I dag skal vi kigge på: Hvordan skaber jeg gode vækstbetingelser? Hvad kan jeg gøre? Har jeg indflydelse på det, eller er det hele overladt til Gud? Du har indflydelse – lad mig starte der. For at forklare det vil jeg bruge en lignelse, Jesus fortæller, og om den siger han faktisk: Hvis I ikke forstår det her, hvordan vil I så forstå alt andet? Så det er noget meget grundlæggende. Det er Markusevangeliet kapitel 4, vers 3–9: "Hør godt efter, sagde Jesus. En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 og 100 gange så meget, som der var sået. Lad dem høre, som har ører." Så kommer disciplene og spørger Jesus, hvad han mener, og han forklarer det selv: "Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder? Kornet, som landmanden sår, er et billede på Guds ord. Nogle mennesker er som vejen: De hører Guds ord, men så kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. Nogle er som den tynde jord på stengrund: Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde, men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. Nogle er som jorden med tidsler i: De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men nogle er som den gode jord: De hører ordet, tager imod det og bærer frugt i deres liv, 30, 60 og 100 gange så meget, som der var sået." Lad os kigge på, hvad Jesus egentlig siger, for

Prædiken fra Johnny Hansen on 7. juni 2026

Det handler prædikenen om Ellen Frismodt runder serien Gå med galaterne af med brevets sidste kapitel. Hun begynder med at få styr på det begreb, der har fyldt hele diskussionen i menighederne i Galatien: omskæring. Med afsæt i Guds pagt med Abraham i 1. Mosebog 17 forklarer hun, hvorfor omskæring for nogle jøder var – og er – en central identitetsmarkør, og hvordan Paulus vender billedet om: Den, der lader sig omskære for at blive accepteret af Gud, gør sig til slave af loven og afskærer sig fra nåden. Paulus' pointe er, at der ikke er noget, vi kan eller skal gøre for at blive Guds børn. Vores identitet står fast, når vi vælger troen til – uanset om vi har en god eller en dårlig dag. Men i kapitel 6 peger Paulus på en tredje position, ud over "omskåret eller ikke omskåret": Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye åndelige liv. Den åndelige markør trumfer alle fysiske markører, og i lyset af korset opløses de positioner og hierarkier, vi ellers deler os op efter. Ellen gør det personligt: Har vi fysiske markører i vores liv, der er blevet vigtigere end den åndelige – forestillinger om, hvor meget vi skal læse i Bibelen eller bede for at være "ordentligt" troende? Hun fortæller om at komme til tro som mor til to små børn og opdage, at Gud også kan mødes gennem børnenes umiddelbarhed og gennem frihed i hverdagen. Herfra folder hun ud, hvad der kendetegner det åndelige liv: en bevægelse væk fra os selv og ind i Guds verden, hvor Guds fortælling bliver vores. Til sidst tager hun fat i "vi høster, som vi sår" og viser, at Paulus ikke er imod gerninger – men at Jesus skal være kernen, og gerningerne skal flyde ud af troen. Centrale pointer Omskæring var en identitetsmarkør i den gamle pagt; hos Paulus bliver den et billede på slaveri under loven, når den gøres til betingelse for nåden. Der er intet, vi skal præstere for at blive Guds børn – vores identitet står fast, når vi vælger troen til. Det afgørende er hverken omskåret eller ikke omskåret, men om man har modtaget det nye åndelige liv (Gal 6:15). Den åndelige markør trumfer de fysiske. Den sande omskæring foregår i hjertet (Rom 2) – det er hjertet, der skal forandres, ikke de ydre tegn. Tro og gerninger er ikke modsætninger: Jesus er centrum, troen forbinder os med ham, og gerningerne flyder ud af troen – vi høster, som vi sår. Bibeltekster: Galaterbrevet 6:1-18 (oplæst), 1. Mosebog 17:9-14, Galaterbrevet 3:28, Galaterbrevet 5:6, Romerbrevet 2:28-29, Johannesevangeliet 1:1-4. Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Oplæsning af Galaterbrevet 6:1-18: Hvis nogen af jer kommer til at gøre et fejltrin, skal I andre, som er stærkere i Ånden, hjælpe vedkommende op igen, men gør det nænsomt. Glem ikke, at det kunne have været jer selv, som faldt for en fristelse. Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder I Kristi kærlighedslov. Hvis I tror for meget om jer selv, bedrager I jer selv. I må hver især vurdere jeres egne handlinger. Er I tilfredse med dem, kan I være glade. Men lad være at sammenligne jer med hinanden. I må tage det ansvar på jer, som I hver især har fået. De, der modtager undervisning i Guds ord, bør dele alt godt med dem, der underviser dem. Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette, for det vil resultere i en rig høst, når tiden er inde, blot vi ikke giver op. Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus. Det her skriver jeg selv. I kan kende min håndskrift på de store bogstaver. De, der gerne vil gøre jøderne tilpas, prøver at tvinge jer til at blive omskåret. De ønsker nemlig ikke at blive forfulgt på grund af budskabet om, at Gud accepterer mennesker alene ved tro på Kristus, uden omskærelse. De jødekristne, som lægger så meget vægt på omskærelse, overholder ikke selv alle de jødiske love, men de vil gerne have jer omskåret, så de kan prale af jeres omskærelse over for andre jøder. Men hvis jeg skal prale af noget, bliver det kun af, at Jesus Kristus, vores Herre, døde på korset for vores skyld. På grund af hans død er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. Om man er omskåret eller ej, har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv. Alle, som følger disse anvisninger, vil opleve Guds fred og barmhjertighed. De udgør det sande Israel, Guds folk. Lad ingen volde mig flere bryderier. Det er jo mig og ikke de omtalte folk, der går rundt med ar på kroppen, og det gør jeg, fordi jeg fortæller om Jesus. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Amen. Ja, så er det i dag, vi lander i Galaterbrevet. Mit navn er Ellen Frismodt, jeg er præst her i kirken, og jeg kommer ikke til at tage jer igennem det her kapitel vers for vers, for det har vi haft vores andagter til igennem den sidste uge, som I har kunnet følge med i. Men jeg kommer til at runde af og samle op på Galaterbrevet, som vi jo har fået lov at dybe os i hen over seks søndage. Jeg fik lov at starte med kapitel 1, og nu får jeg lov at slutte af med kapitel 6. Så jeg kan lige rette op på det, de andre har sagt ind imellem. Nej, faktisk har jeg været ret begejstret for de prædikener, der har været ind imellem, så alt er godt – og ikke mindst for vores andagter. Men måske er det gået op for dig, hvis du har fulgt med i vores andagter og været med alle de her seks søndage, at Galaterbrevet er et ret passioneret brev, som er skrevet ud fra Paulus' skuffelse, hans vrede og nok også en sorg over, at galaterne – de nyplantede menigheder, han har plantet i Galatien – så hurtigt i et eller andet omfang har vendt hans budskab ryggen. Han har været på besøg hos dem. Han har investeret tid i dem. Han har investeret kræfter i dem. Og alligevel vælger de at lytte til nogle andre. Og de her andre stiller spørgsmålstegn ved det, Paulus har fortalt galaterne, eller siger, at det, Paulus har lært dem, ikke er hele sandheden. Som det nok også er gået op for jer, er en af de helt centrale tematikker, som vi også læser om her i kapitel 6, omskæring – dens betydning og dens funktion. Det er ligesom et omdrejningspunkt for den diskussion, der er opstået i menighederne i Galatien, og som Paulus forsøger at tale ind i. Flere af jer har faktisk været henne ved mig undervejs og spurgt: Det der med omskæring, hvad er det nu, det er for noget, og hvad betyder det egentlig? Så jeg tænkte, at vi lige skulle have det på plads. Omskæring af drengebørn var – og er stadig hos nogle jøder – en central praksis, som i et eller andet omfang betragtes som en identitetsmarkør. Helt lavpraktisk sker der det, at forhuden på penis fjernes helt eller delvist, når drengen er otte dage gammel. Og hvorfor det? Fordi der er jøder, der betragter omskæring som påkrævet af Gud. Og hvorfor gør de det? Fordi de læser helt tilbage i 1. Mosebog om den pagt, Gud indgår med Abraham i kapitel 17. Nu tager vi den lige, så bliver I lidt klogere. Der står: "Men du skal holde din del af pagten." Det er Gud, der siger det til Abraham, i forbindelse med at han lover ham, at hans efterkommere skal blive talrige og magtfulde. "Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt. Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen. Det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt." Så derfor er der jøder, der betragter omskæring som helt centralt. Der er også muslimer, der bliver omskåret, og jeg læste et sted, at man antager, at en tredjedel af verdens mænd i dag er omskåret. Så det er faktisk en ret stor ting derude. Men hvis vi vender fokus mod Paulus og Galaterbrevet: Hvad så med omskæring hos Paulus? Paulus taler her om omskæring både konkret og metaforisk. Paulus' modstandere argumenterer for, at omskæring er et tegn på, at man tror, og at omskæring derfor er en identitetsmarkør – det siger noget om, hvem du er, og hvad du tror på. Det taler Paulus imod. Metaforisk bruger Paulus omskæring som et billede på slaveri: som et billede på det, der tilhører den gamle pagt, det, der var under loven. Når man lader sig omskære, gør man sig dybest set til slave af loven, fordi den kræver omskæring. Han går så vidt som til at sige, at hvis de i menighederne accepterer omskæring som markør for deres kristne tro, så afskærer de sig fra Jesus og binder sig til loven – slaveriet. De gør omskæring til et middel til at modtage nåden. Men Paulus' pointe er, at der ikke er noget, vi kan eller skal gøre for at modtage nåden og blive Guds børn. Og det er faktisk her, synes jeg, at Paulus' brev – på trods af at det er skrevet for næsten 2.000 år siden – bliver relevant for os. For det gælder også for os i dag: Når vi siger ja til Jesus, er der ikke noget, vi kan eller skal gøre for at blive Guds børn. Der er ikke noget, vi skal præstere. Vores identitet som Guds børn står fast, når vi vælger troen til i vores liv. Det har vi lige set fire mennesker gøre her. De troede allerede, men her bekendte de det over for os. Vores identitet som Guds børn står fast, når vi vælger troen til – og den står fast, uafhængi

Det handler prædikenen om Jürgen Galonska prædiker over Galaterbrevets kapitel 5 på pinsedag – og det passer, som om det var planlagt: "Helligånden er klar – er du?" Han sætter scenen med Guds drøm om at bo hos mennesker, fra Edens Have over templet til pinsedagen, hvor Helligånden "kom på gaden". Ezekiels profeti om et nyt hjerte og en ny ånd bliver til virkelighed, og med sit yndlingsbillede – flasken og glasset – viser han forskellen: Før skulle man bevæge sig hen til templet for at få en smag af Guds nærvær; nu bor Helligånden i dig, uanset hvor du går. Herfra går han til kapitlets to nøglevers: "I er kaldet til et liv i frihed fra lovgerninger – men misbrug ikke friheden … Da Guds Ånd har givet os et nyt liv, må vi også følge Åndens vejledning." At vandre i Ånden er ikke for specialister, men for alle kristne. Loven er som en lineal, der viser, hvad der er rigtigt, men den hjælper dig ikke til at elske. Problemet er ikke loven og ikke Helligånden, men vores ego – "kødet" – der producerer egoisme, skænderier og misundelse. Bibelen stiller diagnosen, og Gud har løsningen: Helligånden flytter ind og producerer kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, godhed, troskab, nænsomhed og selvbeherskelse. Jürgen er ærlig om spændingsfeltet: Egoet forsvinder ikke, før vi dør – det har bare mistet sin magt. Vi må undgå de to grøfter: enten at hade os selv for vores svagheder eller at påstå, at der intet er tilbage i os. I stedet: Vær sand og ærlig, lev med Helligånden i hverdagen, og husk, at der ingen fordømmelse er. Frihed er ikke kun frihed fra noget, men frihed til at være det, Gud har kaldet dig til. Prædikenen slutter med en invitation til at bruge nogle minutter med Helligånden – og til at bede ham fylde dig, hvis du aldrig har oplevet det. Centrale pointer Pinsedag var altid Guds plan: Gud vil bo i mennesker, ikke i et tempel. Helligånden er i dig – overalt og hele tiden, også når du ikke mærker det. At vandre i Ånden gælder alle kristne, ikke kun "specialister". Loven viser, hvad der er rigtigt, men kun Helligånden kan forandre dig indefra. Problemet er vores ego, ikke loven. Helligånden producerer Åndens frugt i os som en livslang proces – ikke fra den ene dag til den anden. Egoet mister sin magt, men forsvinder ikke. Undgå både selvhad og selvbedrag: Vær ærlig, og lev uden fordømmelse. Frihed er ikke kun frihed fra noget, men frihed til at leve det liv, Gud har givet dig – med Helligånden som personlig vejleder. Bibeltekster: Galaterbrevet 5:13-26, Galaterbrevet 5:16-18 og 5:22-23, Ezekiels Bog 36:26-27, Romerbrevet 8:1-4, Romerbrevet 13:8-10, Apostlenes Gerninger 2. Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Glædelig pinse til jer. Pinsedagen og mindet om det, der skete i pinsen, passer supergodt sammen med Galaterbrevet 5. Man kunne næsten tro, vi havde planlagt det, men det har vi ikke – det må være Gud, der har tænkt det samme. Paulus bygger gennem de første kapitler i Galaterbrevet noget op, og han kommer til en bestemt pointe, hvor han siger: Når jeg har sagt alt det her og forklaret jer baggrunden, så er her nøglen til det liv, vi alle sammen skal leve. Jeg har givet min prædiken overskriften "Helligånden er klar – er du?", fordi det også er pinse. Og det får vi noget at vide om i Galaterbrevet 5. Vi skal lige forstå én ting: Pinse er ikke bare en helligdag. Det er noget, Gud havde arbejdet hen imod, inden han overhovedet skabte os. Jeg har ikke tid til at gå helt ind i det, for vi skal tale om Galaterbrevet 5, men jeg er nødt til at varme jer lidt op og sætte det i kontekst. Gud har altid drømt om at bo hos mennesker. Det startede i Edens Have og fortsatte med templet i Det Gamle Testamente. Det har altid været Guds drøm at komme tæt på os. Og da Jesus døde på korset og opstod igen, sagde han: Nu skal I vente, venner. Jeg har skabt et grundlag for, at Helligånden, som I kender gennem mit liv, kommer til at bo i jer. I skal vente, til det sker. Det havde profeterne talt om i rigtig mange år. Hvis I kender mig, ved I, at det her er et af mine yndlingsvers, fra Ezekiel. Det er en profeti, Gud giver gennem sin profet, hvor han siger: Det her er det scenarie, I skal glæde jer til – og måske oplever I det ikke selv, for det kommer først efter Jesu død og opstandelse. Gud siger: "Jeg vil forandre jer indefra ved at give jer et helt nyt hjerte, der længes efter at gøre det rigtige, og en ny ånd i jeres indre, så I lærer at tænke på en helt ny måde. Jeg vil tage jeres gamle, stædige stenhjerte" – det er faktisk godt nyt – "og give jer et nyt og lydigt hjerte. Jeg vil give jer min Ånd, så I adlyder mine love og gør, hvad jeg befaler jer." Det sagde Gud flere århundreder, før Jesus kom til jorden. Det udtrykker Guds drøm. Så det er ikke bare: Vi fejrer påske, vi fejrer pinse, og så fortsætter vi vores liv. Nej – der skete en kæmpe forandring, da kirken blev født pinsedag. Gud sagde: Det har jeg arbejdet hen imod – vil du være med i det? Jeg læste for et stykke tid siden, i forbindelse med påske, noget om det, jeg altid har hørt fra min barndom: at da Jesus døde på korset, revnede forhænget i templet, og nu havde vi endelig adgang til det allerhelligste og til Gud. Det er også sandt. Men en teolog sagde: Ved I, hvad det også betyder? At Gud kan komme ud af templet. Det havde jeg aldrig tænkt på. Gud kan endelig komme på gaden. Hvis vi siger, at templet er en boks – det er ikke respektløst, men Gud har været i den, og hans nærvær har været der – så revner forhænget, og Gud siger: Nu kan jeg komme ud til jer. Det var det, der skete pinsedag: Helligånden kom på gaden – i mennesker – og de andre så det og tænkte: Hvad sker der lige her? Det, der plejede at ske i templet, hvor Gud var nær, og man skulle bevæge sig hen mod Gud – pludselig er Gud i mennesker, og der sker noget ved dem. De fleste af jer har set mig bruge den her illustration, men den er så god, at jeg ikke har fundet en bedre. Forestil dig, at den her flaske er Guds tempel, og vandet er et billede på Helligåndens nærvær – Helligånden bliver ofte beskrevet som vand, det levende vand. Gud bor i templet, og Gud er nær her. I Det Gamle Testamente, inden Jesus kom, skulle du – hvis du er glasset – hen til templet for at opleve Guds nærvær. Du skulle bevæge dig derhen på nogle hellige dage, bringe nogle ofre, og deroppe fik du en lille smag af Guds nærvær. Og du kunne faktisk ikke komme helt tæt på, for kun ypperstepræsten kunne komme helt ind i flasken, om jeg så må sige. Så siger Gud: Nu er den tid forbi. Jeg har altid drømt om, at jeg ikke længere er i mit tempel, men i dig. Jeg er i dig. Det vil sige, at alle steder, du går hen, til hver en tid, bor Helligånden i dig. Om du går i biografen, sidder til en gudstjeneste, sover i din seng, går igennem en krise eller leder efter en bolig – Helligånden er i dig. Nogle gange mærker du det ikke, for vi bliver ikke altid påvirket af Helligåndens nærvær. Jeg talte med nogle studerende, der ville høre om vores kirke, og de spurgte: Mærker du så altid Helligånden? Jeg tænkte: Det gør jeg jo ikke. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg nok ville mærke det, hvis han havde forladt mig. Jeg har vænnet mig til, at han er der. Jeg har ikke følelser hele tiden af, at Helligånden er i mig – men spørger du mig, om Helligånden er i mig, siger jeg ja. Også nu. Det er den sandhed, jeg kunne drømme om, at vi gentog hver morgen, for den har så meget indflydelse på, hvordan du lever dit liv. Husk det billede i din hverdag: Helligånden er i dig, og det gør hele forskellen. Paulus har brugt rigtig meget tid på at sige: Du bliver ikke en del af Guds familie ved at overholde loven og regler. Det kan du ikke. Loven havde forskellige funktioner – det hørte vi i de første fire kapitler – og Paulus siger i kapitel 4, som Johnny var inde på: Nu er I blevet Guds børn, og Guds Ånd bor i jer. Du bliver en del af Guds familie, ved at Gud har gjort noget ved dit hjerte, som vi lige har læst. Du bliver født ind i Guds familie – og ikke kun det: Du har også modtaget Helligånden som en person, der er i dig. Din personlige vejleder, din personlige hjælper, Gud i dig, Guds nærvær i dit liv. Jeg kender rigtig mange kristne, der tænker, at Galaterbrevet 5 er for specialisterne. Jeg har supergodt nyt til dig: At vandre i Ånden lyder lidt spooky, lidt "deroppe". Men at vandre i Ånden gælder alle kristne. Når du har sagt ja til Jesus, siger Paulus, så skal du lære at leve med Helligånden i hverdagen. Du skal lære at vandre med Helligånden. Vi har ikke hele dagen, så jeg har taget to nøglevers ud af Galaterbrevet 5: "Kære venner, I er kaldet til et liv i frihed fra lovgerninger. Men misbrug ikke friheden. Gør den ikke til en undskyldning for at handle selvisk. Nej, I skal tjene hinanden i kærlighed." Og: "Da Guds Ånd har givet os et nyt liv, må vi også følge Åndens vejledning." Det er ikke en trussel – det er en opmuntring: Kom nu i gang med at leve og vandre med Helligånden. Vi er forskellige steder i det. Paulus har brugt mange argumenter i de første kapitler for at afklare, at loven har sin funktion og fortæller rigtig mange ting, men at den i sidste ende ikke hjælper dig. Og han peger på vores udfordring. I Romerbrevet 13 pensler han det ud: Hvis du overholder loven, bryder du ikke et ægteskab, du stjæler ikke, du lyver ikke – og så opfylder du lovens gode hensigt, nemlig at du elsker andre. Problemet med loven er bare, at den fortæller dig, hvad der er rigtigt. Den sætter en målestok, en standard – som en lineal. Men den hjælper dig ikke til at elske. Loven i sig selv er god. Vi kender det alle sammen: Det er dejlig

Det handler prædikenen om Johnny Hansen prædiker over Galaterbrevets kapitel 4 under overskriften "Slaver eller arvinger – bestem jer nu". Han begynder med at give baggrunden: Paulus og Barnabas plantede fire menigheder i den romerske provins Galatien (Antiokia, Ikonion, Lystra og Derbe), og lige så snart de var rejst videre, kom der jødekristne lærere efter dem og sagde: Det, Paulus har fortalt jer, er rigtigt – men I skal også omskæres, holde spisereglerne og sabbatten. Det hidser Paulus op, og Galaterbrevet er hans mest følelsesladede brev – og det allerførste stykke kristen litteratur, skrevet før evangelierne. Paulus bruger to billeder: slaven og det umyndige barn, der er arving, men endnu ikke har råderet over arven. Loven var som en formynder og forvalter – indtil Kristus kom. Johnny stiller spørgsmålet til i dag: Vi var ikke slaver af antikkens guder, men er der noget andet, der styrer os og giver os identitet? Samfundsnormer, alkoholkulturen, kroppen, karrieren og præstationen – alt sammen forsøg på selvretfærdighed, på at blive god nok i andres øjne. Og så er der den kristne version: at vi, som begyndte så godt med at tage imod frelsen som gave, nu begynder at lægge noget til selv. Men du kan ikke lægge noget til eller trække noget fra. Glem dine egne forsøg. Med historien om Abraham, Hagar og Sara viser Paulus, hvad der sker, når vi prøver at hjælpe Gud i stedet for at stole på hans løfte: Du kan ikke både være slave og fri. Og så folder Johnny arven ud: Vi er adopteret af Gud – al gæld slettet, alle anklager droppet, og vi kan ikke gøres arveløse. Vi har fået hans Ånd, som gør, at vi kan sige "Abba – far". Vi er ikke bare mennesker, der kender Gud; vi er kendt af Gud. Og Helligånden er pant på arven – en forsmag og en garanti på det, Gud har beredt for dem, der elsker ham. Så tag arven i besiddelse. Centrale pointer Galaterbrevet er Paulus' mest følelsesladede brev – og det første stykke kristen litteratur. Modstanderne lagde loven oven på evangeliet, og det er Paulus' "torn i kødet". Vi var slaver eller umyndige børn under formyndere – men da Kristus kom, blev vi købt fri og myndige. Du kan ikke både være slave og fri; bestem dig. Nutidens afguder hedder normer, krop, karriere og præstation – og den kristne variant hedder "jeg lægger lige lidt til selv". Glem dine egne forsøg. Vi er adopteret af Gud: gælden er slettet, anklagerne droppet, vi kan ikke gøres arveløse, og vi kalder ham "far". Vi er kendt af Gud. Helligånden er pant på arven – en forsmag og en garanti. Tag arven i besiddelse allerede nu. Bibeltekster: Galaterbrevet 4:1-31 (oplæst), Galaterbrevet 5:10 og 5:12, Apostlenes Gerninger 13–14, 1. Mosebog 15–21 (Abraham, Hagar og Sara), Romerbrevet 8:15-17, Efeserbrevet 1:13-14, 1. Korintherbrev 2:9-12 og 13:12, Hebræerbrevet 1:2. Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Oplæsning af Galaterbrevet 4 (Bibelen på Hverdagsdansk): Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettighed over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang. Men da den tid kom, som Gud havde fastsat, sendte han sin Søn her til jorden, født af en kvinde. Kristus gik ind under Toraens herredømme for at kunne løskøbe os fra at være slaver og give os de fulde rettigheder som Guds sande børn. Da I nu er blevet Guds børn, har Gud givet jer sin egen Søns Ånd, og det er den, som gør, at vi kan kalde Gud vores far. Altså er I ikke længere slaver, men børn af Gud. Men når I er børn, er I også retmæssige arvinger til alt, hvad Gud har til sine børn. Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang, men nu har I mødt Gud – eller rettere: Gud er kommet jer i møde. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør, i frihed fra disse ting, for jeg er blevet som jer ikke-jøder, frigjort fra de jødiske lovregler. I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. I husker nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledning til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som om jeg havde været Frelseren Jesus selv. I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endda have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det kunne have hjulpet mig. Er I nu blevet vrede på mig, fordi jeg siger sandheden? De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt for, at I kan komme på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer. Sig mig engang, I som så gerne vil følge de jødiske lovbøger: Ved I egentlig, hvad der står i dem? Der står blandt andet, at Abraham fik to sønner. Den ene blev født af slavekvinden Hagar, og den anden af hans kone Sara, den frie kvinde. Slavekvindens søn blev født som følge af menneskelig tankegang. Den frie kvindes søn blev født som følge af et løfte fra Gud. Den historie har en dybere betydning. De to kvinder symboliserer de to pagter mellem Gud og mennesker. Lovens pagt, som Gud oprettede med Israels folk fra Sinajbjerget, svarer til slavekvinden Hagar. Den pagts børn lever som slaver. Sinajbjerget i Arabien symboliserer det jordiske Jerusalem som centrum for de jøder, der lever som slaver af loven. Den frie kvinde Sara er et symbol på det himmelske Jerusalem, og hendes børn lever i friheden. Hun er mor til alle os, som tror på Kristus. Der står jo skrevet: "Glæd dig, du kvinde, som ikke kan få børn. Bryd ud i jubel, du, som ikke kender til veer. Den tilsidesatte hustru får masser af børn, langt flere end hende, der har manden." I, som er kristne, ligner Saras søn, Isak, idet jeres åndelige fødsel er et resultat af Guds løfte til Abraham. Men det samme, som skete dengang, sker også i dag: De, som er født ind i slavetilværelsen, forfølger dem, som er født i kraft af Helligånden. Det har Skriften også noget at sige om: "Jag slavekvinden og hendes søn bort, for slavekvindens søn må aldrig få del i den frie søns arv." Altså er vi jo ikke født til at leve i slaveri, men til at leve i frihed. Den er godt brugt, den bibel der – det er dejligt at se. Han tog sin bibel, og omslaget lå tilbage heroppe, da han gik. Det er så old school. Hvor mange mistede opmærksomheden et lille stykke inde i det her? Vi er slet ikke vant til at koncentrere os så længe ad gangen om oplæsning. Men Bibelen er jo beregnet til oplæsning. Der var ingen, der havde sådan en som den her. Der var nogle få menigheder, som havde et lille brev til galaterne, og omkring 10 procent af romerne kunne læse. Så ingen læste det her – det blev hørt. Det er den måde, det er beregnet til, og derfor gør vi det sådan her, så I prøver at vænne jer til det. Sådan hørte de første kristne det: Der var nogen, der stillede sig frem og læste: Vi har fået et brev fra Paulus – nu skal I høre, hvad han siger. Vi er i gang med en vandretur gennem Galaterbrevet, som er skrevet af Paulus, der var farisæer. Og farisæerne var dem, der var allermest nidkære for den jødiske lov og for at overholde alle reglerne. Sådan en var han, indtil han mødte Jesus. Nu er han blevet kristen, og sammen med Barnabas er han sendt ud fra sin hjemmemenighed i Antiokia for at forkynde om Jesus i alle de byer, der endnu ikke har hørt det – og fortælle, at Jesus er kommet for at genetablere kontakten med Gud, og at det også gælder dem, som ikke er jøder. På den første del af turen er de taget til en romersk provins, der hedder Galatien, som ligger midt i det nuværende Tyrkiet. De rejser rundt i den sydlige del af provinsen og besøger fire byer. Dem af jer, der fulgte med i vores andagter, læste i Apostlenes Gerninger, hvordan de først kommer til en anden by, der også hedder Antiokia, så til Ikonion, så til Lystra og så til Derbe. Det er de fire byer, han nu skriver til, for han har været der. Når Paulus og Barnabas kommer til en by, går de typisk ind i synagogen og prædiker. Der er mange, der synes, det er virkelig interessant – i den første by står der, at de forkynder på en sabbat, og næste sabbat kommer næsten hele byen for at høre det. Men det giver også bøvl, for det, han siger, matcher ikke hele jødedommen. Så det ender næsten altid med, at de bliver stenet og slået – i Lystra bliver han endda stenet, så de efterlader ham og regner med, at han er død. Og så rejser Paulus sig op og går ind i byen igen. Han får mange slag

Det handler prædikenen om Nicolai Maksten tager Galaterbrevets kapitel 3 med tre nøgleord: tro, lov og løfter. Efter oplæsningen af hele kapitlet minder han om konteksten: Paulus er dybt frustreret, fordi nogen er gået efter ham og har forkyndt et andet evangelium, og galaterne er begyndt at følge loven igen. Men hvorfor lader hedningekristne, som aldrig har levet under loven, sig påvirke? Måske fordi der ligger noget i os mennesker, der har svært ved at acceptere et så enkelt budskab: Du er frelst ved tro på Jesus. Med en stige, en himmel og en række navneskilte – Mor Teresa, disciplene, Jürgen, din chef, Hitler – laver Nicolai en interaktiv øvelse: Hvor tæt på himlen placerer vi folk ud fra deres gerninger? Pointen er, at det ikke handler om gerningerne. Hvis vi tror, at bibellæsning, tjeneste eller gaver bringer os tættere på Gud, underkender vi korset. Nicolai fortæller om sine barndoms-andagtshæfter, hvor han læste 60 dage op på én eftermiddag for at være "up to date" – og om, at det ikke var meningen, at vi skulle have det dårligt over at være bagud. Paulus går tilbage til Abraham: Løftet om, at alle folkeslag skal velsignes gennem hans efterkommer – i ental, Jesus – blev givet 430 år før loven. Hvad skulle loven så? Nicolai illustrerer det med støttehjul på en cykel: De tjener et formål, indtil man har lært at holde balancen, og så ville det være mærkeligt – ja, farligt – at sætte dem på igen. Loven var god og gjorde det, den skulle, men nu er efterkommeren kommet. Vi er ikke gale galatere, men "historieløse aarhusianere", der lever i en yde-for-at-nyde-verden og glemmer, at løftet trumfer loven ved tro på Jesus. Til sidst, med et lille kors i lommen, viser han, at tro og tvivl kan være til stede på samme tid – og at det er okay. Centrale pointer Kapitel 3 handler om tro, lov og løfter: Vi frelses ved tro på Jesus – punktum, ikke "og" eller "også". Gode gerninger bringer os ikke tættere på Gud. Hvis vi tror det, underkender vi korset. Løftet til Abraham om velsignelse gennem én efterkommer – Jesus – blev givet 430 år før loven, og løftet trumfer loven. Loven var som støttehjul: god og nødvendig i en tid, men meningsløs – og forstyrrende – når man har lært at holde balancen. Tro og tvivl er ikke fjender. Der er plads til spørgsmål, og Gud er ikke bange for dem. Bibeltekster: Galaterbrevet 3:1-29 (oplæst), Galaterbrevet 3:2-5, 3:7-9, 3:13, 3:16-17 (citeret fra The Message). Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Velkommen til Helena, som skal læse kapitel 3 i Galaterbrevet for os. Inden hun gør det, vil jeg opmuntre jer til at følge med og lægge mærke til, hver gang der bliver nævnt noget om tro, noget om lov og noget om løfter. Tro, lov og løfter. Værsgo, Helena. Oplæsning af Galaterbrevet 3: I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love, eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt med at følge Guds Ånd. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? Når Gud giver jer sin Ånd og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt? Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham. I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud vil acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham: "Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet." Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede. Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: "Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt det, der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom." Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde Toraen, for der står jo skrevet: "Den retskafne får livet ved sin tro." Men Toraen bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: "Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved." Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: "Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom." Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os. Lad mig forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke "dine efterkommere", som om det gjaldt mange, men "en af dine efterkommere", og det vil sige Kristus. Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, ikke blev trukket tilbage, da Gud 430 år senere oprettede en pagt med hele Israels folk, lovens pagt. Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse skulle være et resultat af at overholde loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde. Hvad er så formålet med Toraen? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Toraen blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. Gud gav ikke sine love direkte til folket, men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled. Er Toraen da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke. Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt. Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet. Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af Toraen. Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af Toraen. Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham. Amen. Tak, Helena. Godt gået. Hvis I ikke har været med de to første søndage, hvor vi har gået igennem Galaterbrevet, så kommer her en kort kontekst. Paulus skriver brevet til galaterne, og han er dybt frustreret, fordi der er gået nogen efter ham. Han har været rundt og plantet menigheder, og så er der kommet nogle jøder efter ham, som ikke helt kunne acceptere det der med sabbatten og omskærelsen og alt det andet. De fulgte efter, dér hvor Paulus havde været, og begyndte at forkynde et andet evangelium, som Paulus siger. Nu står Paulus og kigger tilbage på de steder, han har været, og kan se: Hvad er det, I laver? I begynder at følge loven igen – men jeg har jo fortalt jer om Jesus. Det kan han ikke forstå. Så det er en lidt frustreret Paulus, vi har med at gøre, også i kapitel 3, hvor fokus er på tro, på lov og på løfter. "Gale galatere" – eller "uforstandige galatere" – starter han. Er der nogen, der har forhekset jer? Hvad har I gang i? I sidste uge gav Jürgen et billede af, hvor svært det må have været for de jødekristne at lægge loven fra sig. Hvis du har været vant til ikke at spise svinekød og pludselig hører, at det må du godt, så må det have været fuldstændig verdensomvæltende. Men hvorfor er det svært for de hedningekristne – dem, der ikke er jøder og ikke har levet under loven? De har mødt budskabet om frelse ved tro på Jesus Kristus. Hvorfor lader de sig så påvirke af det andet, gamle evangelium? Det forstår jeg ikke, og det forstår Paulus heller ikke. Men måske ligger der noget i os mennesker, som bare har svært ved at acceptere et så enkelt og simpelt budskab: at du er frelst ved din tro på Jesus. Nu skal jeg bruge Celestine, for som I kan se bag mig, har jeg taget rekvisitter med. Det kan godt være, det er fordi, jeg ikke prædiker så tit her i huset, at I nu skal have alt, hvad jeg overhovedet har i mig – både cyklen og stigen og det hele. Herovre har jeg en stige. Øverst er der noget, der minder om en himmel og et løfte. Og nederst er der noget ild – det er i hvert fald ikke himlen. Og så har jeg nogle skilte. Celestine og I skal i fællesskab placere dem på stigen: Hvor tæt på himlen er de, eller hvor langt fra? Den første er Mor Teresa. Hvor skal hun hen? Der er nogen, der siger øverst – s

Prædiken fra Linette Lykke on 3. maj 2026

Det handler prædikenen om Jürgen Galonska tager os ind i Galaterbrevets kapitel 2 med ét stort spørgsmål, der løber gennem hele brevet: Hvordan bliver man en del af Guds familie? Jøderne havde deres svar – omskærelse og Toraen – og nu kommer Paulus med noget, der nærmest er det modsatte. Jürgen minder om, at evangeliet først og fremmest handler om Jesus: Gud har haft en plan fra før skabelsen om at skabe sig en kæmpe familie gennem sin søn, og vi er inviteret med. Kapitlet rummer to store scener. Først rejser Paulus til Jerusalem og får apostlenes håndslag på, at det er det samme evangelium, de forkynder – og Titus, som ikke var jøde, bliver accepteret uden omskærelse. Dernæst konfronterer Paulus Peter i Antiokia, fordi Peter trækker sig fra bordfællesskabet med ikke-jøder af frygt for de jødekristne. Jürgen bruger scenen til at tale om, hvordan man irettesætter en leder: med værdighed, med fokus på problemet, og altid med genoprettelse som mål – ikke udskamning. Med Naser Khaders fortælling om at blive budt en hotdog illustrerer han, hvor stort et kulturelt chok det må have været for jøderne, at vejen ind i Guds familie pludselig var en anden. Til sidst folder Jürgen kapitlets slutning ud: "Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus … nu lever Kristus i mig." Toraen var aldrig givet for at frelse – den er som en lineal, der kan vise, om linjen er skæv, men aldrig gøre den lige. Og vi, der ikke er jøder, har aldrig været under Toraen. Betyder det, at vi er lovløse? Nej: Helligånden har erstattet loven (Kevin Giles). Vi har en relation i stedet for regler – og når hjertet er forandret, kommer det gode indefra. Vi er ikke bare korsfæstet med Kristus, vi er også oprejst med ham – ekstremt levende. Centrale pointer Galaterbrevets hovedspørgsmål er: Hvordan bliver man en del af Guds familie? Svaret er troen på Jesus – ikke omskærelse eller lovoverholdelse. Evangeliet handler først og fremmest om Jesus og Guds plan – og vi er inviteret med ind i den. Paulus' konfrontation med Peter viser, at irettesættelse af en leder skal ske med værdighed og med genoprettelse som mål. Toraen kan vise, hvad der er rigtigt og forkert, men den kan ikke frelse – som en lineal, der ikke gør linjen lige. Ikke-jøder har aldrig været under den. Helligånden har erstattet loven: en relation i stedet for regler. Vi er korsfæstet og oprejst med Kristus og skal leve i det nye liv. Bibeltekster: Galaterbrevet 2:1-21 (oplæst), Galaterbrevet 2:19-20, Galaterbrevet 3:16, Romerbrevet 2:28-29, Apostlenes Gerninger 10 (Peter og Cornelius). Læs hele transskriptionen Transskriptionen er lavet automatisk ud fra lydoptagelsen og efterfølgende renset. Der kan forekomme enkelte fejl. Oplæsningen af kapitel 2 er kun delvist med i optagelsen. Oplæsning: Galaterbrevet er formentlig skrevet lige efter den store apostelsamling i Jerusalem. Paulus er formentlig i Antiokia, den første græsktalende menighed, og der er nogle ting, de skal have styr på. Jøderne har måske svært ved at slippe det, de kommer fra – de gamle mønstre, de gamle regler. Vi kommer ind her i kapitel 2, og jeg læser fra Bibelen på Hverdagsdansk. … at det ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres. Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. Men vi nægtede at bøje os for deres krav, for at leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab. Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne der ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har. Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud havde givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for at være de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, og det var jeg også mere end villig til. Vers 11: Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri – selv Barnabas lod sig rive med ind i det. Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør, og jeg sagde til ham: Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem? Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej. Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder. Mit liv var engang styret af de jødiske love, men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. Og så kommer det, vi elsker: Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte. (Kort besked til de internationale gæster om, at oversættelsen i dag foregår via tolk, da AI-oversættelsen ikke virker.) Godmorgen, og godt at se jer. Ja, gå med galaterne! Vi er kommet til kapitel 2, som vi lige har hørt, og vi fik en super introduktion sidste søndag af Ellen Frismodt. Hvis du ikke var her sidste søndag, er du velkommen til at kigge på vores YouTube-kanal, så du kan følge med i hele serien. Det bliver lidt nemmere, når man har det hele med. Som Ellen sagde, er det vigtigt, at vi husker, at det er et brev, skrevet til en bestemt kirke i den tid, og at der er en kontekst. Det er meget vigtigt, at vi kender konteksten og læser det, som de læste det – og så finder ud af, hvad Gud vil sige til os i dag. Der er jo ikke en kapitelinddeling oprindeligt; Paulus har skrevet et brev. Han har et formål med at sige noget til kirken i Galatien, og der er en argumentation, der løber gennem hele brevet. Så det er ikke sådan, at vi i kapitel 2 får hele sandheden. Vi plukker noget ud for at se, hvad han fokuserer på her. Jeg har skrevet en slags undertitel: Hvad er egentlig hovedemnet i Galaterbrevet? Man kunne sige det sådan: Hvordan bliver man en del af Guds familie? Det er faktisk den store debat i hele brevet. Hvordan bliver man en del af Guds folk? Det er noget, Paulus udfolder og argumenterer for. Jøderne havde deres forståelse af, hvordan man bliver en del af Guds folk – og så kommer Paulus og siger noget, som næsten er modsætningen til det, der blev sagt før. Det skal vi kigge på i dag. Hvis du spørger, hvor Galatien ligger: Det ligger midt i det nuværende Tyrkiet. Det er det område, Paulus taler om, og der var nogle menigheder, som han skrev brevet til. Jeg har taget to hovedsætninger ud af Galaterbrevet 2, for der er så meget godt stof – jeg håber, du allerede har læst og læser videre. Paulus starter med at argumentere for, at han har modtaget noget fra Gud, og at han forkynder evangeliet. Han rejser faktisk til Jerusalem for at sige: Det er dét evangelium, jeg forkynder. Han taler med dem, der har været apostle før ham, og siger: Tjek det lige – er det rigtigt, hvad jeg siger? Er det det samme evangelium, vi forkynder? Nogle gange har vi en tendens til at tænke, at evangeliet handler om os. Det gør det også – i anden række. Men evangeliet handler først og fremmest om Jesus. Gud har en plan, og han havde den, inden han overhovedet skabte jorden og os mennesker: At han en dag ville sende Jesus, sin søn, ned på jorden, og at han gennem Jesus ville få en kæmpe familie. Det er det, han arbejder hen imod. Så når Gud skaber Adam og Eva, hele jordkloden, Israel og alt det andet, så var det hele tiden med det fo